Våbenhvile forventes at fortsætte trods krise

Siden mandag har våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas hængt i en meget tynd tråd. Først sagde Hamas, at de ville udskyde lørdagens løsladelse på ubestemt tid, fordi Israel ifølge dem havde brudt aftalen på nogle punkter. Senere på dage sagde Donald Trump, at ”alle gidsler” skulle løslades lørdag – ellers ville ”helvede bryde løs”. Og tirsdag sagde Israel så, at hvis ikke ”vores gidsler” løslades lørdag, så ville man genoptage krigen.

Men torsdag forlyder det, at aftalen fortsætter, og at der lørdag som planlagt vil blive løsladt tre gidsler. Det skriver blandt andet det saudiske medie Asharq, som citerer palæstinensiske kilder tæt på forhandlingerne. Navnene på de tre gidsler forventes at blive offentliggjort en gang i løbet af fredag.

Det forlyder også, at Israel har tænkt sig at acceptere dette. De har angiveligt fortalt Qatar og Egypten, som er mæglere i aftalen, og som har forbindelsen til Hamas, at man ikke vil genoptage krigen, hvis de tre gidsler løslades. Også selvom det tirsdag lød fra en anonym talsmand for regeringen, at man ville kræve løsladelsen af 9 gidsler. En anden repræsentant talte endda om ”alle gidslerne”


En plakat viser de personer, som stadig er gidsler i Gaza. (Foto: Judy Jochumsen)

Svær overgang til fase 2

Dermed ser det altså ud til, at den første af aftalens tre faser fortsætter.

I denne fase er det planen, at i alt 33 gidsler skal løslades. 16 af dem er blevet løsladt – og derudover har Hamas også løsladt 5 thailandske gidsler. Det betyder, at der mangler 17 af fase 1-gidslerne. Det er meningen, at de tre af dem skal løslades 16. februar, yderligere 3 lørdagen efter. Og de resterende 11 skal så efter planen løslades i den sidste af de seks uger, som fase 1 varer. De seks uger er gået søndag den 2. marts.

Det er dog langtfra sikkert, at fase 1 når til ende. Sagen er den, at 8 af de 17 resterende fase 1-gidsler er døde. De levende vil blive løsladt først. Israel vil selvfølgelig meget gerne have de døde gidsler også, så familierne kan begrave deres kære. Men man kan godt forestille sig, at Israel og Netanyahu vil være mere og mere tilbøjelige til at genoptage krigen, efterhånden som antallet af levende gidsler i Gaza bliver mindre.

Til gengæld ser det fortsat meget svært ud mht. fase 2, hvor de resterende levende gidsler (som alle er mænd under 50 år). Netanyahu har sagt, at det lige nu ikke giver mening at forhandle om de sidste betingelser for denne fase, fordi fase 1 er så usikker. Men hvis der bliver løsladt tre gidsler på lørdag, kan det måske ændre sig. Torsdagens udvikling viser i hvert fald, at både Israel og Hamas gerne vil fortsætte våbenhvilen lidt endnu.