USA og Israel advarer: »FN ser ikke, at Iran bevæbner Hizbollah«

Iran smugler våben til det Hizbollahdominerede Sydlibanon, og FN vender det blinde øje til. Sådan lyder den utvetydige anklage fra Nikki Haley, som er USA’s FN-ambassadør.

Hendes anklage retter sig især mod Michael Beary, der er leder af FN-organet UNIFIL (FN’s midlertidige styrker i Libanon). Haley mener ganske enkelt, at UNIFIL ikke håndterer sin opgave med blandt andet at forhindre ulovlige våben i det sydlige Libanon. En kritik, som deles af den israelske regering.

Beary forsvarede sig i sidste uge med, at der ikke er beviser for et ulovligt våbenlager i Sydlibanon. »Hvis der var et stort lager af våben, ville vi vide det,« sagde han. Men det argument køber Haley ikke. For hende er det åbenlyst, at der foregår våbensmugling: »Han (Beary) lader til at være den eneste i Sydlibanon, som er blind over for, hvad Hizbollah har gang i. Det er brug for forandringer i missionen,« sagde hun.

Kritikken kommer, en uge før FN’s Sikkerhedsråd skal diskutere, om man skal forlænge UNIFIL’s mandat. Enheden har eksisteret siden 1978 og blev forstærket i 2006 efter krigen mellem Israel og Libanon. Den består af 10.500 personer.

 
Det gule Hizbollahflag. Terrorgruppen dominerer det sydlige Libanon og går i mange tilfælde Irans ærinde.

Israel vil påvirke generalsekretær under besøg

I Israel bakker man op om Haleys kritik. Det er især viceudenrigsminister Tzipi Hotovely, som har gentaget kravet om en mere effektiv indsat fra UNIFIL.

Hun og de øvrige ledere fra Israels regering og sikkerhedsmyndigheder har i disse dage en gylden lejlighed til at påvirke FN’s nye generalsekretær, Antonio Guterres. Han er på et firedages visit, hvor han skal mødes med både israelske og palæstinensiske ledere.

Under Guterres’ besøg forventer man, at lederne fra militær og sikkerhedstjeneste vil fokusere på Irans rolle i Syrien. De seneste uger har der været talt rigtig meget om, at vinderne af den forfærdelige borgerkrig lige nu ser ud til at blive det iranske regime, som støtter præsident Assad.

Iran har for alvor fået fodfæste i Syrien. Det er især sket gennem netop Hizbollah, som Iran støtter økonomisk. Pengene har Hizbollah brugt til at sende soldater ind i Syrien – og på den måde har Iran fået indflydelse i det krigshærgede land.

Generelt er man i Israel positiv over for Guterres – i hvert fald set i forhold til hans forgænger, Ban Ki-Moon, som Guterres afløste 1. januar 2017. Den nye generalsekretær har blandt andet annulleret en FN-rapport, som anklagede Israel for at være en apartheidstat. Og i forbindelse med to UNESCO-rapporter, som fortiede den jødiske forbindelse til Tempelpladsen, slog han fast, at der har ligget et jødisk tempel på Tempelpladsen.

 
Nikki Haley er på kort tid blevet meget populær i Israel, fordi hun har fordømt den modstand mod Israel, som hun møder i FN. 

Stærkt shia-alliance

Både Israel og USA vil altså overbevise Guterres om den store trussel, som alliancen mellem Iran og Hizbollah udgør. Terrorgruppen rekrutterer og træner soldater, som bruges til missioner, som er i Irans interesse, og på den måde er grænsen mellem Irans Revolutionære Garde (landets militær) og Hizbollah blevet sløret. Begge parter er shiamuslimske og opererer i et område, hvor der er flest sunnimuslimske lande. For det persiske Irans vedkommende er det smart at have en arabisk allieret, som promoverer iranske interesser i den arabiske verden. Samtidig bruger Hizbollah de iranske penge til at vinde indflydelse i det libanesiske samfund - og til at træne sine soldater.

Endelig består deres alliance også i et fælles ønske om at bekæmpe og udslette staten Israel, hvilket er den primære grund til, at Israel som sagt vil benytte Guterres’ besøg til at sige: »FN skal anstrenge sig hårdere for at forhindre, at iranske våben bliver smuglet ind i Libanon.«

 

Fælles fjender

Den stærke alliance mellem Hizbollah og Iran er med til at understrege vigtigheden af forholdet mellem Israel og USA, fordi begge lande er truet af alliancen. Det er i øvrigt også tilfældes for sunnimuslimske Saudi-Arabien. Det kommer for eksempel til udtryk i Yemen. Her støtter Hizbollah houthi-oprørerne ved at give dem militær træning. Saudierne kæmper imod houthioprørerne.

Og på den måde er Hizbollah – og dermed Iran – involveret i mange konflikter. Alle de steder, hvor de vinder indflydelse, er der en potentiel trussel for Israel og USA. En af måderne at bekæmpe den trussel på er ved at have indflydelse i FN. Og med Nikki Haley i spidsen for den amerikanske FN-delegation og Danny Danon i spidsen for den israelske bliver der gjort et kæmpe diplomatisk arbejde for at få FN-landenes øjne op for truslen fra Hizbollah-Iran-alliancen.