Uro langs grænsen: Angreb i Syrien og fund af endnu en terrortunnel ved Gaza
Det seneste døgns tid har været præget af uro både langs Israels grænse til Gaza og langs grænsen til Syrien.
Fund af terrortunnel fører til raketangreb
Langs grænsen til Gaza opdagede israelske styrker tirsdag en tunnel, som gik fra Gaza og ind i Israel. Terrorgruppen Hamas har bygget mange af den slags tunneller med det formål at bruge dem til terrorangreb. Israel har fundet og ødelagt mange af dem, og tirsdag blev der altså fundet en mere. Fundet blev gjort, i forbindelse med at det israelske militær er i gang med at bygge en underjordisk barriere, som netop skal forhindre Hamas i at bygge nye tunneller. Arbejdet med en underjordisk barriere skrider i øvrigt godt frem og forventes at være færdigt i foråret 2021.
Få timer efter at Israel offentliggjorde fundet af tunnelen, blev der affyret en raket fra Gaza mod Israel. Inge har taget ansvar for affyringen. Heldigvis formåede det israelske missilforsvar at eliminere raketten i luften.
Israel svarede igen på raketangrebet ved at angribe »underjordiske mål knyttet til Hamas,« forklarede militæret tirsdag aften.
Den seneste tid har der været øgede spændinger ved Gaza. Det skyldes blandt andet, at terrorgruppen Palæstinensisk Islamisk Jihad (den største terrorgruppe i Gaza efter Hamas) har truet Israel. Det har de, fordi en palæstinensisk fange i et israelsk fængsel sultestrejker og angiveligt er i kritisk tilstand. Islamisk Jihad har truet med »hævn«, hvis fangen dør som følge af sultestrejken.
Formodet angreb i Syrien
Natten til onsdag blev der gennemført et luftangreb mod et militært mål på den syriske side af grænsen i Golan. Ifølge det syriske medie SANA blev også en skole ramt.
Mange mistænker Israel for at stå bag angrebet, og forsvarsminister Benny Gantz kom onsdag morgen med udtalelser, der giver næring til den mistanke.
»Jeg vil ikke komme ind på, hvem der skød mod hvem i nat. Vi vil ikke tillade terrorister fra Hizbollah eller Iran at etablere sig langs grænsen i Golanhøjderne, og vi vil gøre, hvad der er nødvendigt for at fordrive dem derfra,« sagde han.
Israel har i flere år kæmpet for at forhindre Iran og den Iran-støttede terrorgruppe Hizbollah i at få indflydelse i Syrien, hvor borgerkrigen har givet dem mulighed for at få militært fodfæste. I langt de fleste tilfælde nægter Israel at kommentere, hvorvidt de står bag luftangreb i Syrien mod iranske baser eller våbenkonvojer. Samtidig viser Gantz’ udtalelse tydeligt, at Israel ikke bare lader deres fjender etablere sig i grænselandet. Det vil udgøre en kæmpestor trussel mod Israel. Sidste år blev der affyret raketter fra Syrien ind i Israel, og det er det, de israelske styrker kæmper for at forhindre.