Upopulær retsreform gennemføres og volden på Vestbredden fortsætter

Det går vildt for sig i Israel for tiden. Denne uge har overskrifterne været fyldt af både terrorangreb på Vestbredden og historiske demonstrationer mod Israels regering. To historier, der i hvert fald delvist overlapper.

 

Reformen bliver gennemført trods demonstrationer

Israels regering er godt i gang med at vedtage en større pakke af lovforslag, som vil reducere Højesterets magt til et minimum – og tilsvarende øge regeringens magt. De store ugentlige demonstrationer kulminerede foreløbig i onsdags, hvor demonstranter blokerede hovedveje og fyldte togstationer – og hvor israelsk politi så sig nødsaget til at bruge vold og chokgranater for at standse demonstranterne og få dem fjernet fra de store hovedveje.

Samtidig blev der torsdag offentliggjort en erklæring fra 120 professorer i Israel, som giver opbakning til regeringens reform. De mener, at Højesteret har for stor indflydelse og er politiseret. Professorerne anførte dog også, at det ville være godt med mere dialog. Og netop den manglende dialog har været meget kritiseret. Regeringen vil gennemføre reformen på blot seks uger, hvilket er meget kort tid for så store og drastiske forandringer.

I denne uge var der ellers israelske medier, der skrev, at premierminister Netanyahu ønskede at sætte reformen på pause. Men hans justitsminister, Yariv Levin, som står i spidsen for reformen, truede angiveligt med at sige op, hvis der blev trykket på pauseknappen. Både Levin og Netanyahu har kaldt historien for løgn.

De første lovforslag var til afstemning i sidste uge. Her erklærede Levin, at han agter at få vedtaget alle forslagene i løbet af seks uger.


Israels finansminister, Bezalel Smotrich. (Foto: GPO/Kobi Gideon)

Finansminister vil udrydde palæstinensisk by

Sideløbende har Israel været vidne til forfærdelige scener i den palæstinensiske by Huwara. Først da to israelske brødre blev skudt og dræbt af en palæstinensisk terrorist. Og efterfølgende da flere hundrede bosættere gik igennem Huwara og satte ild til huse og biler. Også ved Jeriko mistede en israelsk mand livet i et terrorangreb. Trods de israelske tab er det bosætternes invasion af Huwara, der lader til at fylde mest i de israelske medier – måske fordi den i modsætningen til de palæstinensiske terrorangreb er sjældent set.

Efter invasionen og hærværket mod Huwaras beboere har flere fra regeringens højrefløjspartier været ude med bemærkelsesværdige udtalelser, hvor de mere eller mindre bakker op om bosætternes vold. Finansminister Bezalel Smotrich, som også har magten over de civile anliggender på Vestbredden – det vil sige bosættelserne – sagde at ”Huwara skal fjernes”. Det har medført kraftige reaktioner. To amerikansk-jødiske gruppe har for eksempel opfordret USA’s regering til at fratage Smotrich sit visum, så han ikke kan rejse ind i USA – hvilket han efter planen skal næste måned.

Og meget tyder desværre på, at volden på Vestbredden vil fortsætte. Selvom Israel i høj grad har haft succes med at bekæmpe den relativt nye terrorgruppe Løvens Hule, som holder til i Nablus, kunne man i denne uge læse, at nye lignende grupper popper op forskellige steder i de palæstinensiske byer. Og det er op til Israel at bekæmpe dem. Det Palæstinensiske Selvstyre enten vil, tør eller kan ikke gøre noget ved det. Og fornemmelsen er, at de israelske sikkerhedsstyrker gør alt, hvad de kan – men uden hjælp fra særligt de højreorienterede ministre i regeringen, som mere eller mindre direkte bakker op om bosættervold – og dermed er med til at puste til flammerne.