Unge i Tyskland fortæller jævnaldrende om jøder og jødedom

Siden Anden Verdenskrig har det hovedsageligt været de overlevende fra Holocaust, der har repræsenteret det jødiske samfund i Tyskland. I dag er langt de fleste af dem døde, og derfor er der behov for, at en ny generation af tyske jøder tager over og viser deres landsmænd, hvad det vil sige at være jøde. Især i en tid, hvor de tyske jøder oplever antisemitisme og fordomme fra både muslimske og højrenationalistiske miljøer.

Derfor har Det Jødiske Centralråd, som er den største jødiske organisation i Tyskland, startet et program, hvor man sender unge jøder rundt på skoler for at fortælle om dem selv og deres religiøse og kulturelle baggrund. Lige nu er cirka 90 unge med i programmet, heriblandt to piger, som det israelske medie Ynet har mødt.

 

Stor uvidenhed

Mange unge tyskere ved ikke ret meget om jødedom, og en del har aldrig mødt en jøde. På et besøg på et gymnasium fortalte en elev, at han havde set jøder med store hatte og lange krøller. De to piger, som var på besøg, kunne så fortælle, at det var ultraortodokse jøder, og at de lever efter Toraens anvisninger. De kunne også fortælle, at det langtfra er alle jøder, der lever sådan, eller ser sådan ud.

Deltagerne bliver oplært til at tage ud og fortælle. De får også at vide, hvordan de skal tackle antisemitisme, når og hvis de møder det.

Josef Schuster, som er leder af Det Jødiske Centralråd kalder programmet for en stor succes indtil videre. »Når de [tyske børn] møder jødiske børn og opdager, at de ikke anderledes end dem selv, og at de hører den samme musik og går i det samme tøj, så bliver barriererne nedbrudt,« siger han.

Der bor i dag cirka 200.000 jøder i Tyskland, og 40.000 af dem bor i Berlin. Før Hitler kom til magten, boede der cirka 500.000 jøder i Tyskland.

Ifølge det tyske indenrigsministerium registrerede politiet 1453 antisemitiske tilfælde i 2017. Og de tyske jøder er påpasselige med at vise deres jødiske identitet offentligt. I foråret gik en ung mand – som i øvrigt var fra Syrien – med kippa i Berlin og blev overfaldet af en ung arabisk mand, som slog ham med sit bælte.

Når unge tyske jøder tager rundt og møder jævnaldrende, er det med til at forebygge fordomme og potentielt jødehad. Derudover kan man forestille sig, at det også er med til at øge de unge jøders egen bevidsthed om deres religiøse og kulturelle baggrund.

Der er stor efterspørgsel efter besøg fra de unge jøder, som lige nu ikke er nok til at kunne besøge alle de steder, hvor de bliver inviteret.