Ubærligt: Terrorist dræber fem i Tel Aviv-forstad

Tirsdag aften skete det for tredje gang på otte dage. En terrorist gik amok med et skydevåben og dræbte fem helt tilfældige personer. Angrebet fandt sted i Bnei Brak, som er en forstad til Tel Aviv med mange ultraortodokse indbyggere.

Terroristen var en 26-årig palæstinenser fra en lille by i nærheden af Jenin på Vestbredden. Han blev dræbt af to betjente – hvoraf den ene var et af de fem ofre.

Ud over den 32-årige betjent – som var en kristen araber – var en 29-årig far blandt ofrene. Han var ude at gå med sin toårige søn i klapvogn og beskyttede sønnen med sin krop, da de pludselig blev beskudt. Han efterlader sig også en gravid kone. Også en familiefar til fem døde. Det forlyder, at de sidste to ofre var ukrainere, der arbejdede i Israel.

Terroristen befandt sig illegalt i Israel. Overvågningsbilleder viser, at han steg ud af sin bil og begyndte at skyde med et gevær. Efter at have dræbt de første tre løb han nogle hundrede meter og dræbte så de to mere – inden han altså blev elimineret. Manden har tidligere været i israelsk fængsel for våbenhandel og medlemskab af en terrorgruppe.

 

Sikkerhedsstyrker på overarbejde

I timerne efter angrebet har israelsk militær og politi været i gang med flere operationer. Man har gennemsøgt terroristens hus og arresteret hans bror. Ved huset havde en stor flok palæstinensere samlet sig, og det udviklede sig til et voldeligt sammenstød. I det hele taget er Israel i højt alarmberedskab. Tendensen er ofte, at angrebene kommer i bølger, og at det et angreb inspirer unge mænd til at følge trop og blive palæstinensisk martyr. Både Hamas og Islamisk Jihad har hyldet og fejret terrorangrebet, og det er den slags, der er med til at opildne især de unge mænd.

Premierminister Naftali Bennett har holdt møde med sine sikkerhedsrådgivere. Alt sættes ind på at stoppe denne bølge af angreb, som nu har kostet i alt 11 israelere livet. Ikke siden 2006 har så mange israelere mistet livet til terror på så kort tid.

Tirsdag den 22. marts blev fire personer dræbt af en arabisk israeler i Beersheba. Søndag den 27. blev to dræbt i byen Hadera – også af en arabisk israeler. Og to dage senere var det så Bnei Brak, der blev ramt.

»Vi vil bekæmpe terror med vedholdenhed, hårdt arbejde og en jernnæve,« lød budskabet fra Bennett tirsdag aften.