Tyske studerende: BDS minder om nazisternes boykot

De studerende på Goethe-universitetet i Frankfurt har vedtaget en resolution, hvor man i klare vendinger tager afstand fra BDS, som er en bevægelse, der ønsker at boykotte Israel.

Studenterrådets resolution siger, at BDS-aktivisternes ønske om at boykotte er en forlængelse af nazisternes politik, som under Anden Verdenskrig havde sloganet »køb ikke af jøder« (»kauft nicht bei Juden«).

Ud over varer fra Vestbredden forsøger mange BDS-aktivister at indføre akademisk boykot af Israel. Det vil sige boykot af israelske forskere, israelsk akademisk litteratur og israelske uddannelsesinstitutioner. Også denne del vil studenterrådet i Frankfurt ikke finde sig i. »Opfordringen til akademisk boykot er et groft angreb på akademisk frihed,« står der i resolutionen, hvor det også nævnes, at akademisk boykot blandt andet vil føre til manglende forskning i og undervisning om Holocaust. Det er konsekvensen, hvis man ikke vil benytte sig af israelsk viden og forskning om folkemordet på jøder under Anden Verdenskrig.

De tyske studerende tager også afstand fra det, som man meget ofte hører fra BDS-aktivister: at Israel er en apartheidstat på linje med Sydafrika i sidste halvdel af 1900-tallet. Det er ifølge dem et forsøg på at dæmonisere Israel, samtidig med at det er en hån mod dem, som rent faktisk var ofre fra det racistiske styre i Sydafrika.

Under nazismen opfordrere nogle til ikke at handle med jøder. Ifølge studenterrådet på Goetheuniversitetet i Frankfurt minder dette om nutidens BDS-forsøg på at boykotte Israel. (Foto: Wikimedia)

Velbegrundet modstand

Den klare besked fra de tyske studerende kommer ikke ud af den blå luft. For der er især i det akademiske miljø mange, som sympatiserer med BDS. Det kom blandt andet til udtryk i juni, da tre aktivister forsøgte at afbryde en begivenhed på Humboldtuniversitetet i Berlin. Her deltog et medlem af det israelske parlament, som skulle tale om »livet i Israel: terror, fordomme og chancen for fred«.

Universitets leder skrev efterfølgende et brev til Aliza Lavie fra midterpartiet Yesh Atid, hvor hun undskyldte, at hun var blevet chikaneret. De tre aktivister er blevet sagsøgt for episoden.

Stor modstand mod BDS

Mens der findes mange, der sympatiserer med boykotbevægelsen, hører man også ofte om tilfælde, hvor BDS møder stor modstand. I mange lande og regioner indfører man love, der går imod boykot af Israel. Der er med andre ord en generel holdning om, at boykot af Israel ikke er et legitimt middel – også selvom man er kritisk over for Israels politik og landets tilstedeværelse på Vestbredden. Det betyder også, at modstand mod BDS på ingen måde betyder, at man støtter Netanyahu og Israels politik. Men det betyder, at man finder det uretfærdigt at straffe et lands civilbefolkning, bare fordi man er uenig i landets politik.

Omdiskuteret Radiohead-koncert

Sommerens mest omtalte boykotforsøg fra BDS var Radioheads koncert i Tel Aviv 19. juli. Gruppen, som kalder sig Artists for Palestine, havde skrevet et åbent brev, hvor de opfordrede bandet til at aflyse koncerten. Fra BDS-aktivisternes synspunkt er det lig med en accept af og tilslutning til den israelske regering og dens politik, hvis man vælger at spille koncert i Israel. Ken Loach, som var en af dem, der mest ihærdigt forsøgte at få koncerten aflyst, skrev eksempelvis på Twitter: »Radiohead må beslutte, om de vil stå sammen med undertrykkerne eller de undertrykte. Valget er enkelt.« Med andre ord: Hvis du ikke boykotter Israel, støtter du Israels tilstedeværelse på Vestbredden.

Radioheads forsanger Thom Yorke svarede, at »det at spille en koncert ikke er det samme som at støtte en regering«, og at »musik, kunst og videnskab handler om at bryde grænser, ikke om at opbygge dem; om åbne sind, ikke om lukkede (…)«. Radiohead afviklede som planlagt sin koncert i Tel Aviv.

Herhjemme i Danmark støtter Enhedslisten boykotbevægelsen. Et argument mod BDS, som man ofte hører, er, at bevægelsen mener, at alle palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere har ret til at bo i Israel. Dette vil i praksis betyde staten Israels endeligt, da der i så fald ikke vil gå lang tid, før der ikke længere er tale om en stat med et markant jødisk flertal.