Trump lægger pres på Hamas, som afviser Israels krav
1. marts udløb våbenhvilens første fase, og det ser lige nu ud til, at det bliver svært at komme ind i fase 2 – og dermed opnå en permanent våbenhvile.
Det skyldes, at Israel og Hamas har to forskellige krav til, hvad det næste skridt skal være.
Israel kræver en forlængelse af fase 1, hvor man så skal forhandle om betingelserne for fase 2 under den forlængelse. I den forbindelse kræver de, at Hamas løslader halvdelen af de resterende 59 gidsler, hvoraf mindst 35 er døde, før disse forhandlinger overhovedet begynder. Den sidste halvdel vil så skulle løslades, når man er nået til enighed. Men det forslag har Hamas indtil videre afvist. Ifølge Israel er det USA’s udsending Steve Witkoff, der står bag forslaget om forlængelsen.
Hamas ønsker i stedet at fortsætte i det spor, der var lagt ud, da man indgik våbenhvileaftalen 19. januar. Det vil sige at påbegynde forhandlingerne om fase 2 (uden løsladelse af gidsler), og hvis man så bliver enig, så vil de resterende levende gidsler blive løsladt som en del af fase 2’s implementering.
Men Israel mener, at de står i en bedre forhandlingsposition nu end i januar, tyder det på. Set fra Israels perspektiv er hver dag med våbenhvile en betaling fra Israel til Hamas – ikke omvendt. Og lige nu får Israel ikke noget igen for den betaling, da Hamas er stoppet med af løslade gidsler. Derfor lyder meldingen fra en anonym repræsentant for regeringen sådan her: »Israels politik er klar – der kan ikke være våbenhvile uden løsladelse af gidsler. Forhandlinger kan kun finde sted enten under krig eller under en aftale«.
Lige nu er der ingen af delene. Så hvis der fortsætter med ikke at være en aftale, vil Israel sandsynligvis genoptage krigen.
Og man har allerede strammet grebet på den måde, at der lige nu ikke tilføres humanitær hjælp til Gaza. Ifølge udenrigsminister Gideon Sa’ar »kan Israel ikke fortsætte med at levere hjælp, som vil forlænge Hamas’ krig mod Israel. En hver hjælp, der når Hamas, er ikke humanitær hjælp. Det er blevet til terrorgruppens primære kilde til overskud. Hamas udnytter det til at betale for terror.«
Israel mener, at der er rigeligt med mad i Gaza, til at de kan klare sig i nogle måneder. Siden 19. januar er der dagligt blevet kørt omkring 600 lastbiler med nødhjælp ind i området.
Hvad er tidshorisonten?
Hvornår genoptages krigen så?
Jo, der tales om, at det kan ske allerede i næste uge. I denne uge fik IDF ny chef, Eyal Zamir. Og når han har fået nogle dage til at komme på plads, er det ikke utænkeligt, at Israel igen vil føre krig mod Hamas, hvis terrorgruppen ikke bukker under for presset og accepterer Israels krav.
Og det kan ikke udelukkes, at et øget amerikansk pres på Hamas giver resultater. Det har det gjort før. Men der har også været trusler fra Donald Trump, som indtil videre har været tomme.
Natten til torsdag dansk tid blev der igen lagt pres på Hamas fra Det Hvide Hus.
Donald Trump skrev på sit eget sociale medie, Truth Social: »”Shalom Hamas” betyder hej og farvel. I har valget. Løslad alle gidslerne nu, ikke senere, og lever ligene af alle dem, I har dræbt, tilbage, ellers er det slut for jer. Kun syge og forskruede mennesker beholder lig, og I er syge og forskruede. Jeg sender Israel alt, hvad de har brug for, for at gøre arbejdet færdigt. Intet Hamasmedlem vil være i sikkerhed, hvis I ikke gør hvad jeg siger (…) Dette er sidste advarsel (…)«.
Opslaget kom, umiddelbart efter at Trump havde mødtes med 8 tidligere gidsler i Det Ovale Kontor. Her udtrykte de stor taknemlighed og sagde, at han havde givet dem håb, mens de var gidsler. Og de bad ham om at sørge for at få de resterende gidsler hjem. »Vi vil få dem hjem,« sagde præsidenten.