Trodser USA og godkender boliger på Vestbredden – også palæstinensiske

En komite under det israelske forsvarsministerium har besluttet at godkende omkring 4.400 boliger i de israelske bosættelser på Vestbredden.

Det sker, selv om USA’s regering for nylig på det kraftigste har opfordret Israel til ikke at udvide bosættelserne. Israels regering responderede imidlertid ved at sige, at det ikke er USA’s anliggende. Og det modsvar lever man altså nu op til. Nogle af boligerne ligger i byer, der grænser op til staten Israel – og andre ligger dybt inde på Vestbredden (disse er de mest kontroversielle).

Samtidig har komiteen også valgt at godkende byggeriet af cirka 1000 nye boliger til palæstinensere – i område C, som er under fuld israelsk kontrol, og som også er det område, bosættelserne ligger i. Område C udgør cirka 60 procent af Vestbredden, og det er her, de cirka 450.000 israelske borgere bor. Der bor dog også ganske mange palæstinensere i området, nemlig 330.000.

I løbet af de sidste 10 år er der kun blevet bygget meget få boliger i de palæstinensiske byer i område C. Derfor er det meget opsigtsvækkende, at der altså nu skal bygges omkring 1.000 af dem.

 

Optakt til Biden-besøg

I juni forventes Joe Biden at besøge Israel – hans første besøg som præsident. Biden er modstander af bosættelserne, som han mener udgør en stor hindring for etableringen af en tostatsløsning.

Beslutningen om at godkende 4.400 nye boliger giver en spændende optakt til besøget, hvor det må forventes, at Biden vil give sin mening til kende. Israels premierminister Naftali Bennett er selv meget venligtsindet over for bosætterbevægelsen, som udgør en del af hans partis bagland.

Der skal dog nok også være mange andre ting at tale om for de to statsledere. Ikke mindst atomtruslen fra Iran.