Tre bud på næste skridt: Bliver der igen krig i Gaza?

Onsdag aften blev ligene af de fire sidste gidsler, som var en del af våbenhvilens første fase, udleveret til Israel.

Der var tale om dansk-israelske Itzik Elgarat samt Shlomo Mantzur, Tsachi Idan og Ohad Yahalomi. De retsmedicinske undersøgelser af deres lig har vist, at Itzik, Tsachi og Ohad alle blev dræbt under deres fangenskab. Det var tidligere blev offentliggjort, at Shlomo blev dræbt 7. oktober.

Dermed har Hamas udleveret/løsladt de 33 gidsler, som var en del af fase 1. Otte af dem var døde. Det betyder, at der nu er 59 gidsler tilbage i Gaza. Israel mener, at 24 af dem er i live.

 

Hvad skal der nu ske?

Vi har skrevet om det før, men nu hvor alle fase 1-gidslerne er løsladt, er spørgsmålet om, hvad der skal ske herfra, højaktuelt.

Kort sagt kan der skitseres tre muligheder:

 

1: Våbenhvilen fortsætter ind i fase 2

Hvis Israel og Hamas kan blive enige om betingelserne, vil aftalen fortsætte ind i fase 2, hvor våbenhvilen vil blive permanent.
Problemet er, at der ikke foregår officielle forhandlinger. De skulle være begyndt allerede 16 dage inde i fase 1 (som varede 42 dage). Netanyahu har flere gange sagt, at Israel er klar til at genoptage krigen.

Hvis fase 2 skal nås, kræver Israel, at Hamas bliver afvæbnet og afgiver magten i Gaza. Det er usandsynligt, at Hamas vil gå med til dette. Dog er der forlydender om, at Hamas godt ved, at Gaza aldrig vil blive genopbygget, hvis de har magten. Og at de derfor er åbne over for at afgive den formelle magt til for eksempel Det Palæstinensiske Selvstyre (hvilket Israel er imod). I så fald kan man forestille sig, at Hamas håber at kunne få den samme rolle i Gaza, som Hizbollah har i Libanon. Hamas virker meget interesserede i at nå fase 2. De har tilbudt at løslade alle de resterende gidsler på en gang ved indgangen til fase 2.

Ifølge den aftale, som blev indgået 19. januar, kræver fase 2 også, at Israel trækker sig tilbage fra grænsen mellem Gaza og Egypten (Philadelphi-korridoren). Torsdag morgen lyder det fra en anonym kilde fra Israels regering, at man ikke har tænkt sig at trække sig fra grænsen.

For nylig har USA’s mellemøstudsending Steve Witkoff sagt, at han tror på, at man kan nå fase 2.

Et flertal af israelerne ønsker at gå ind i fase 2. Også selvom det betyder, at man ikke kan genoptage krigen mod Hamas, som dermed muligvis vil bevare en enten officiel eller uofficiel magt i Gaza.

Selvom det virker usandsynligt, er det ikke helt umuligt, at fase 2 rent faktisk bliver virkelighed.

En teori – som blandt andet Haviv Rettig Gur forklarer i podcasten What Matters Now 19. februar – går på, at Donald Trump har lovet Netanyahu noget, hvis Netanyahu går med til at afslutte krigen i Gaza. Det kunne for eksempel være hjælp til et snarligt angreb på de iranske atomkraftværker. Sandsynligvis er Israel nemlig afhængig af amerikansk hjælp til det. I form af både bomberne og de fly, der skal bære dem.

I så fald kan det godt være, at krigen i Gaza ikke genoptages – men så vil en anden og meget større krig bryde ud – ifølge teorien.

 

2: Krigen bliver genoptaget

Den anden åbenlyse mulighed er naturligvis, at våbenhvileaftalen bryder sammen, og at Israel genoptager krigen mod Hamas.

Problemet med det set fra Israels side er, at man allerede har forsøgt at opnå sine mål på den måde. Det er kun delvist lykkedes at bekæmpe Hamas. Og man har kun formået at befri otte levende gidsler i løbet af de cirka 15 måneder, krigen har varet.

Desuden er Gazas civilbefolkning ikke længere samlet i teltlejre. Vil man virkelig evakuere dem endnu en gang? Det er svært at se for sig. Hvis man ikke gør det, vil mange, mange civile palæstinensere dø i krigen. I tillæg til de mange, som allerede er blevet dræbt.

At genoptage krigen virker derfor heller ikke som den bedste vej at gå for Israel. Men det kan meget vel være, at det ender sådan, fordi der simpelthen ikke er andre muligheder.

 

3: Fase 1 forlænges

Den sidste og tredje mulighed eksisterer kun på den korte bane. Og det er muligheden for, at fase 1 forlænges. En israelsk kilde siger til The Times of Israel, at hvis Hamas vil løslade flere gidsler, så vil våbenhvilen blive forlænget.

Om det bliver tilfældet, finder vi ifølge kilde ud af senest lørdag den 8. marts. Hvis ikke Hamas til den tid har indvilget i at løslade flere gidsler i bytte for palæstinensiske fanger, så vil krigen ifølge kilden blive genoptaget (medmindre man selvfølgelig bliver enig om fase 2).

Det er sandsynligt, at Israel vil være meget interesseret i denne løsning, hvis deres plan ellers er at genoptage krigen. For så kan de nå at få lidt flere gidsler løsladt.