To Trump-tiltag vækker begejstring i Israel
Denne uge har budt på to nyhedsoverskrifter fra USA, som man i den israelske regering er glad for at læse. Donald Trump har nemlig for alvor lagt sig ud med Israels værste fjende, Iran. Han har også besluttet at trække USA ud af det Israelfjendske UNESCO med udgangen af 2018.
Vil annullere Iranaftalen
Den amerikanske præsident har aldrig lagt skjul på sin foragt over for den aftale, som hans forgænger var med til at indgå med Iran i 2015: atomaftalen, som booster den iranske økonomi og samtidig forhindrer, at den islamiske republik – i hvert fald i de kommende 10-15 år – kan udvikle atomvåben. Grundlæggende stoler Trump ikke på Iran, og han har derfor heller ikke tillid til aftalen. Det er kort sagt »den værste aftale nogensinde« ifølge Trump.
Med jævne mellemrum skal den amerikanske præsident bekræfte, at aftalen overholdes. Det vil Trump ikke gøre denne gang. Det betyder ikke, at aftalen falder til jorden med det samme. Men Kongressen får 60 dage til at revurdere den og eventuelt beslutte at genindføre nogle af de sanktioner, som blev hævet i forbindelse med aftalen for godt to år siden. Dette vil være en de facto-ophævelse. Det er ikke kun Iran, som advarer mod dette træk. Også andre statsledere bakker op om aftalen, blandt andet Theresa May. Den generelle holdning i Israel er også, at det kan skade modstanderne af aftalen at ødelægge den. Tilbage vil stå det indtryk, at det var USA, der ødelagde aftalen. Ikke Iran. Et alternativ er at blive i aftalen, men forsøge at forbedre den.
Forholdet mellem Iran og USA bliver ikke ligefrem bedre af, at Trump også i denne uge har truet med at tilføje det iranske militær, Den Revolutionære Garde, til USA's terrorliste. Det vil i så fald være "fejlen over alle fejl", hvis man spørger Irans præsident, Hassan Rouhani
Ud af UNESCO
I går besluttede amerikanerne også at trække sig fra FN-organet UNESCO, som især er kendt for sin verdensarvsliste. En af de primære grunde til beslutningen er, at UNESCO er fjendtligt indstillet over for Israel. Det kommer især til udtryk gennem UNESCO’s resolutioner, som fordømmer Israel for først det ene, snart det andet. I foråret blev Israel i en resolution omtalt som ”besættelsesmagt” ikke blot på Vestbredden, men også i Den Gamle By i Østjerusalem. Her ligger jødernes hellige steder, Tempelpladsen og Grædemuren, og her har altid boet jøder (bortset fra 1948-1967).
Netanyahu kaldte beslutningen ”modig og moralsk”, og han har sagt, at Israel vil følge trop.
At USA trækker sig fra UNESCO med netop denne begrundelse, er et stærkt signal til resten af FN. Det er et klart og tydeligt budskab om, at USA støtter Israel, og at det kan få konsekvenser, hvis man udnytter FN til anti-israelsk politik og uretfærdige fordømmelser af landet.
Barack Obama standsede USA’s økonomiske bidrag til UNESCO i 2011, hvor Palæstina blev fuldgyldigt medlem.
Beslutningen træder i kraft med udgangen af 2018.
Dermed har Trump gang i det helt store opgør med et land og et organ, som også er Israels fjender.