To topterrorister dræbt – Israel forbereder sig på raketangreb

Natten til torsdag skete det, som er sket utallige gange det sidste halve år. Israelske soldater gennemførte en operation på Vestbredden med det formål at arrestere personer, der mistænkes for terrorvirksomhed. Operationen forløb ikke fredeligt, da soldaterne blev angrebet af bevæbnede palæstinensere. Det førte til dødsfald på palæstinensisk side.

Nattens operation, som foregik i en flygtningelejr tæt på Jenin, kostede to højtstående terrorister livet. Den ene var kommandør for gruppen Islamisk Jihad og har stået bag flere skudangreb mod israelske soldater. Det samme har den anden terrorist, som var et højtstående medlem gruppen Al Aqsa Martyrernes Brigade.

Premierminister Yair Lapid har hyldet IDF-soldaterne for deres indsats og samtidig sendt en stikpille til den kommende regering – hvoraf flere medlemmer ifølge Lapid opildnede til konflikt mellem soldaterne og deres overordnede, da de for nylig kritiserede beslutningen om fængselsstraf til en soldat (læs mere her).

På Twitter skrev Lapid: »Netop i disse stormfulde dage, hvor uansvarlige partier forsøger at trække IDF ind i en ekstrem diskussion og opildne soldater mod deres kommandører, vil jeg udtrykke min værdsættelse af sikkerhedsstyrkerne.«


Flygtningelejren i Jenin, hvor israelske soldater skulle anholde terrormistænkte. (Foto: Ole Andersen)

Frygter gengældelse

Tidligere i år har Islamisk Jihad affyret raketter mod Israel som svar på, at nogle af deres medlemmer blev dræbt. Og i dag, onsdag, har en talsmand for terrorgruppen sagt, at hændelsen »ikke vil gå ubesvaret hen«.

Derfor forbereder Israel sig lige nu på, at der kan blive affyret raketter fra Gaza mod det sydlige Israel.

Normalt holder Israel Hamas ansvarlige for alle angreb fra Gaza. Men sidste gang lykkedes det faktisk at svare igen på Islamisk Jihads raketter ved kun at bombe mål tilhørende dem. På den måde blev Hamas holdt udenfor – hvilket sandsynligvis var en medvirkende årsag til, at konflikten ikke eskalerede voldsomt.

Det er uvist, om Israel vil have samme strategi, hvis der udbryder kampe i kølvandet på nattens begivenheder. Det afhænger også af, om Hamas selv ønsker at blive holdt udenfor.