Tilbage på rette kurs: Første finanslov i tre år på vej
Det er ikke kun en stor sejr for Israels nye regering. Det er også et meget vigtigt skridt for Israel som land, at regeringens ledere mandag morgen blev enige om en ny finanslov. Det er første gang i tre år, at en israelsk regering bliver enig om sådan en.
Nu skal statens budget behandles i forskellige komiteer, før den skal til debat og afstemning i Knesset. Senest 4. november skal den være endeligt godkendt.
Israels nye regering er meget bred og består af partier fra begge fløje. Finansloven er derfor blevet betragtet som den helt store test, der skulle vise, om regeringen kan samarbejde og har en fremtid.
Det var derfor også en stolt premierminister, Naftali Bennett, der kunne offentliggøre, at der er opnået enighed. »Tre år med stagnation er slut. Israel er tilbage i arbejde. Regeringens medlemmer skal vide, hvor stort et øjeblik det er. Denne morgen har vi præsenteret et budget, som er modigt, konkurrence-fokuseret, godt for de svage i samfundet og tager hensyn til vores børns fremtid,« sagde han.
Lavere leveomkostninger og mere sundhed
Ifølge finansminister Avigdor Lieberman er det en finanslov, der især har fokus på at nedbringe de generelle leveomkostninger i Israel. For eksempel når det gælder transport og bolig. Han siger også, at aftalen vil mindske graden bureaukrati.
En af de store knaster i forhandlingerne har drejet sig om sundhedsvæsnet. Sundhedsminister Nitzan Horowitz fra venstrefløjspartiet Meretz krævede 2 milliarder dollars til sundhedsvæsnet, som ifølge ham hænger i laser. Han truede med at stemme imod, hvis ikke de mange penge blev afsat.
Derudover indebærer aftalen blandt andet, at pensionsalderen for kvinder over de næste 11 år gradvist hæves til 65 år. Der er også andre større reformer på vej – blandt andet inden for landbruget.
Et stykke vej til målstregen
At regeringspartiernes ledere nu er enige, er et stort skridt på vejen. Men den er ikke helt hjemme endnu. Fordi regeringen består af det mindst mulige flertal, skal der blot være et enkelt Knessetmedlem fra et regeringsparti, der stemmer imod, for at aftalen kan ryge på gulvet. Derfor er det nu partiledernes opgave at holde sammen på tropperne i deres respektive partier.
Hvis ikke finansloven er endeligt godkendt 4. november, vil der automatisk blive udskrevet valg til Knesset.
Sidste år blev denne deadline forlænget. Men i sidste ende var det netop manglen på en finanslov, der udløste det valg, der blev afholdt tilbage i marts, som endte med, at Benjamin Netanyahu mistede magten.