Terrordrab på Vestbredden får konsekvenser for sameksistens
En 23-årig palæstinensisk terrorists had til Israel fik fatale konsekvenser, da han søndag den 7. oktober skød og dræbte to israelere – en ung mor på 28 år, Kim Yehezkel, og en 35-årig far til tre ved navn Ziv Hajbi. Terroristen, som stadig er på fri fod, arbejdede selv på en af fabrikkerne, Alon Group, i Barkan, hvor drabet fandt sted. Barkan er et industriområde på Vestbredden – tæt på Ariel og lidt sydvest for Nablus. Den 23-årige bandt sine to ofre, som arbejdede på selvsamme fabrik og altså var kollegaer til gerningsmanden. Derefter skød han dem. Derudover sårede han en kvinde.
Men det modbydelige terrorangreb får også konsekvenser for forholdet mellem jøder og palæstinensere, som arbejder side om side i Barkan. Området er kontrolleret af Israel, og mange israelske firmaer har kontorer og fabrikker her. Blandt andet fordi huslejen er lettere at betale end i de store byer – og fordi der er god plads til fabrikkerne. Men selvom området på den måde er meget israelsk, kommer det også mange palæstinensere til gode. Af de cirka 8000 personer, som har arbejde i Barkan, er det nemlig næsten halvdelen, der er palæstinensere. De tjener den samme løn som deres israelske kollegaer – og dermed også langt mere end deres palæstinensiske medborgere, som er ansat af for eksempel Det Palæstinensiske Selvstyre. Den israelske mindsteløn ligger på 5300 shekel om måneden, hvilket svarer til knap 10.000 kroner.
Terrorangrebet for halvanden uge siden har selvfølgelig først og fremmest forfærdelige konsekvenser for de familier, som er ladt tilbage. For de børn, som må vokse op uden enten deres mor eller deres far. Men hændelsen er også et skridt tilbage for den sameksistens mellem palæstinensere og jøder, som findes i Barkan og andre lignende områder på Vestbredden, hvor israelske firmaer ansætter palæstinensere side om side med israelere.
The New York Times har besøgt området efter terrorangrebet og snakket med folk, som arbejder der. Her mødte de mange forskellige holdninger. En israeler fremhæver, at han ikke er overbevist om, at hans palæstinensiske kollegaer er oprigtigt imod terrorangrebet, selvom de påstår at være det. Nogle palæstinensere fortæller, at de er vrede på terroristen – blandt andet fordi angrebet nu betyder, at de må vente i helt op til en time i sikkerhedskontrollen, inden de kan møde på arbejde.
Udtalelserne giver indtryk af det mønster, som man ser så ofte i den israelsk-palæstinensiske konflikt. En palæstinenser begår en foragtelig handling og dræber uskyldige israelere. Det skaber helt naturligt en israelsk mistillid til deres palæstinensiske naboer – og denne mistillid medfører øget sikkerhed. Den øgede sikkerhed går ud over uskyldige palæstinensere, som føler sig chikaneret og mistænkeliggjorte, og som får svært ved fx at møde på arbejde til tiden og i det hele taget færdes i det område, som de anser for deres retmæssige land. Og hadet til Israel – til »besættelsesmagten« – vokser.
Imod sameksistens
Det Palæstinensiske Selvstyre, som er den øverste palæstinensiske myndighed, er imod sameksistens og ønsker ikke, at palæstinensere har israelske arbejdsgivere på Vestbredden. De mener, at dette er en form for accept af den israelske tilstedeværelse – og en accept af, at Israel fastholder kontrollen med området.
Selvstyrepræsident Mahmoud Abbas’ parti, Fatah, udtalte efter mordet på de to civile israelere, at »den israelske regering ikke er i stand til at beskytte nogen, der stjæler det palæstinensiske land«. På Facebook skrev Fatah, at ingen israeler kan vide sig sikker, før palæstinenserne får »deres rettigheder i deres hjemland«, samtidig med at man beskyldte Israel for »terror og mord«.
Hvor de fleste politiske ledelser heldigvis fordømmer terrorangreb mod civile, responderer Det Palæstinensiske Selvstyre dermed ved at påstå, at den slags er, hvad man kan forvente, hvis man er israeler og bor i en bosættelse på Vestbredden.
Hamas, som kontrollerer Gaza, er endnu tydeligere med hensyn til, hvor deres sympati ligger. De kaldte drabet en »heroisk begivenhed« og »en naturlig respons på den israelske besættelses forbrydelser«.
Forretningslivet i Barkan fortsætter. Både jøder og palæstinensere møder hver dag på arbejde og tjener penge, så de kan forsørge deres familie. Men mordet på Kim Yehezkel og Ziv Hajbi har mindet alle om, at netop der, hvor sameksistensen findes, er også der, hvor hadet og fjendskabet ofte bliver manifesteret. Det bliver de ansatte i Alon Group mindet om, fordi de har mistet to kollegaer. Og alle de øvrige cirka 7000 ansatte bliver mindet om det, når de skal igennem det grundige – og nødvendige – sikkerhedstjek for at møde på arbejde.
Dette område i den nordlige del af Vestbredden, også kaldet Samaria, bebos af palæstinensere i Nablus og bosættere i fx Yitzhar. Både jøder og palæstinensere arbejder i Barkan-industrikvarteret.
Palæstinensisk kvinde dræbt af stenkast
Tæt på Barkan ligger Tapua-krydset, som er et sted, hvor flere terrorangreb har fundet sted. I fredags mistede en palæstinensisk kvinde på tragisk vis livet i netop dette kryds. Hun kom kørende i sin bil med sin mand og deres datter, da det pludselig væltede ned over bilen med sten. Den 45-årige kvinde, Aysha Al-Rabi, fik kvæstelser i hovedet, som hun til sidst døde af.
Lige nu undersøger det israelske politi sagen, og man arbejde ud fra en teori om, at det var ekstremistiske jødiske bosættere, der kastede sten mod bilen. Krydset ligger tæt på den store palæstinensiske by Nablus, mens der også ligger bosættelser med yderligtgående og ekstremistiske bosættere i området. Blandt andet Yitzhar.