Terrorangreb: Ung familiefar stukket ihjel
Mandag eftermiddag blev den 29-årige Itamar Ben-Gal fra bosættelsen Har Brakha dræbt i endnu et forfærdeligt terrorangreb begået af en arabisk/palæstinensisk mand bosiddende i Israel.
Itamar Ben-Gal stod og ventede på bussen tæt på bosættelsen Ariel. En 19-årig mand går over mod Ben-Gal, og pludselig trækker han en kniv og stikker ham i brystet. Ben-Gal flygter, men terroristen følger efter ham. Angrebet blev filmet af overvågningskameraer, og det uhyggelige angreb har kunnet ses på de store israelske nyhedsmediers hjemmesider.
En IDF-soldat opfattede angrebet og satte efter terroristen og ramte ham med sin bil. Det lykkedes ham dog at flygte, og han er stadig på fri fod. Itamar Ben-Gal døde kort efter, selvom ambulancefolk forsøgte at redde ham.
Man har identificeret terroristen som Abed al-Karim Assi, som bor i den israelske by Jaffa. Han var i besiddelse af et israelsk id-kort og kunne derfor rejse frit mellem Vestbredden og Israel. Hans mor bor i Tel Aviv, og hans far i den palæstinensiske by Nablus. Han har tidligere modtaget hjælp fra Shanti, som er et hjem for udsatte unge i Israel, og han var altså kendt af de israelske myndigheder.
Overvågningskameraer filmede terrorangrebet. Itamar Ben-Gal i den hvide skjorte venter på bussen, kort før angrebet finder sted. (Foto: screenshot)
Rabbiner med fire børn
Assis offer boede i bosættelsen Har Brakha sammen med cirka 2500 andre bosættere. Han arbejdede som lærer på en yeshivaskole, hvor børnene studerer Toraen. Han var kendt som en engageret lærer med stor kærlighed til sine elever. I Har Brakha gjorde han en stor indsats for at udvikle byen. Han efterlader sig konen Miriam og fire børn.
Det er det andet dødelige terrorangreb på under en måned. 9. januar blev rabbineren Raziel Shevach dræbt af skud fra en modkørende bil. Shevach kendte faktisk Ben-Gal gennem fælles venner, og et foto på Times of Israel viser de to sammen til en fest hos en fælles ven.
Raziel Shevachs morder slap også væk. Men i morges gennemførte IDF, politiet og efterretningstjenesten Shin Bet en aktion i Yamoun nær Jenin, hvor de fandt lederen af den terrorcelle, der stod bag angrebet 9. januar. Der var tale om en 22-årig mand. Ifølge Shin Bet kom manden ud af en bygning med en riffel i hånden og sprængstoffer i en taske, og derfor skød og dræbte de ham. Dermed sluttede en næsten månedlang jagt efter de ansvarlige. Nu fortsætter så i stedet jagten på Ben-Gals morder.
Forsvarsminister Avigdor Lieberman var en af dem, der hyldede IDF’s indsats: »Det var tydeligt, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi fik fat i lederen af den celle, der slog Raziel Shevach ihjel. Jeg håber og tror, at vi snart vil få fat i Itamar Ben-Gals morder,« sagde han.
Vrede bosættere
I bosættelserne er vreden naturligvis meget stor. Men vreden er ikke kun rettet mod terroristerne og Det Palæstinensiske Selvstyre, som udbetaler »martyrpenge« til terrorister. De er også vrede på regeringen, som de mener burde gøre mere for at beskytte bosætterne.
Mandag reagerede de frustrerede bosættere ved at kaste sten mod biler i nærheden af Nablus. En palæstinensisk mand blev moderat såret og modtog behandling af israelske ambulancefolk, og flere biler blev beskadiget. Det israelske politi tilbageholdt tre bosættere.
I de danske medier citeres historien fra Ritzau. Her nævnes ikke ordet »terrorangreb«, og angrebet kædes sammen med Trumps anerkendelse af Jerusalem, som har »vakt vrede blandt palæstinenserne«. Men det er en tynd forklaring. Det er i dag to måneder siden beslutningen, og i de første uger var der ganske vist demonstrationer, men ikke overfald af denne karakter.
En mere sandsynlig forklaring er det generelle palæstinensiske had mod bosætterne. Det Palæstinensiske Selvstyre betaler løn til terrorister. Og Hamas hylder de terrorister, der giver sit liv som »martyrer«. Mange palæstinensere anser det derfor som helt legitimt at angribe og dræbe jøder, som det altså endnu en gang på tragisk vis skete i går.