Terrorangreb i Jerusalem medfører absurd overskrift

I fredags blev Jerusalem igen ramt af et terrorangreb. Tre palæstinensiske drenge i alderen 18-19 år angreb soldater og betjente med knive og automatvåben.

Det kostede på tragisk vis den 23-årige grænsebetjent Hadas Malka livet, da hun blev stukket ned ved Damaskusporten, som fører ind til det arabiske kvarter i Den Gamle By i Jerusalem. Hun døde kort efter på Hadassah-hospitalet. Fire andre personer blev såret.

De tre gerningsmænd blev skudt og dræbt i forbindelse med angrebet.

Damaskusporten er et af de steder i Jerusalem, hvor der har været allerflest terrorangreb. Især under den terrorbølge, som prægede Israel for mellem et og halvandet år siden. Selvom knivoverfaldene har været færre det seneste år, er der desværre stadig unge palæstinensere, som vælger at myrde uskyldige israelere.

Også ved checkpoints på Vestbredden er der af og til angreb mod de israelske sikkerhedsstyrker.

 

Virkelighedsfjern overskrift

Det er forfærdeligt, når et ungt menneske mister livet i et terrorangreb. Det er også enormt trist, at unge palæstinensiske drenge vælger at udføre så meningsløst et angreb – uanset om det er had til Israel eller drømmen om martyrstatus der driver dem. Det er uforståeligt, at de palæstinensiske myndigheder, det vil sige Selvstyret og Fatah, fortsat hylder terrorister, der slår uskyldige mennesker ihjel, og betaler penge til terroristernes efterladte.

Men det er også dybt uforståeligt, at rigtig mange mainstreammedier omtaler terrorangreb i Israel anderledes, end de omtaler terrorangreb i for eksempel London og andre steder i Europa. Det var desværre også tilfældet i kølvandet på fredagens angreb.

BBC mente mærkeligt nok, at denne overskrift var passende: »Tre palæstinensere dræbt efter dødeligt knivoverfald i Jerusalem«.


Sådan så BBC Worlds overskrift ud.

Overskriften fokuserer ikke på terrorangrebet, som slog den 23-årige Hadas Malka ihjel. Fokus er i stedet på, at tre palæstinensere blev dræbt. Overskriften medførte stor utilfredshed – blandt andet fra Donald Trump Jr., som tweetede: »I mener, efter at de havde stukket en kvindelig betjent til døde, ik? Dette er så tæt på at være misvisende, som det kan være.«

De kraftige reaktioner fik BBC til at komme med en form for undskyldning og ændre overskriften til »Israelsk politikvinde stukket ihjel i Jerusalem«.

Hadas Malka er det 42. israelske dødsoffer, siden en bølge af knivoverfald ramte Israel i oktober 2015.

Risikoen for den slags angreb er større under de religiøse højtider. I disse dage fejrer muslimerne ramadanen, og i den forbindelse har de israelske myndigheder lettet på restriktionerne for at komme ind i Jerusalem og op på Tempelpladsen. Dette er normal procedure.

 

Amerikansk besøg

Angrebet kommer, mens to amerikanske topdiplomater er i Israel for at tale med både Israel og palæstinenserne om fred. Det er Trumps svigersøn Jared Kushner og den særlige udsending Jason Greenblatt, som er i området i disse dage. Terrorangrebet understreger det, som Netanyahu har forsøgt at overbevise amerikanerne om: at freden ikke er mulig, så længe de palæstinensiske ledere hylder terrorister og betaler penge til deres efterladte. Det er den slags opildnen til had, som gør det meget svært for israelerne at have tillid til palæstinenserne ønske om en fredsaftale.