Terrorangreb: 3 myrdet ved bosættelsen Har Adar

Tirsdag morgen blev Israel igen ramt af et palæstinensisk terrorangreb. En 37-årig mand fra byen Bayt Surik på Vestbredden skød og dræbte en grænsebetjent og to private sikkerhedsvagter ved indgangen til bosættelsen Har Adar, som ligger lidt uden for Jerusalem helt op ad grænsehegnet.

Terroristen, som var far til fire børn, havde arbejdstilladelse i bosættelsen og ankom sammen med hundredvis af andre palæstinensere i morges for at arbejde. Da han nærmede sig indgangen til Har Adar, vakte han sikkerhedspersonalets opmærksomhed, som bad ham standse. I det samme trak han en pistol og nåede at skyde fire personer, inden han blev skudt og dræbt af sikkerhedsfolk. Ambulancevæsenet, Magen David Adom, måtte erklære tre af de fire døde på stedet. De var alle i tyverne. Den fjerde person var sikkerhedskoordinator i bosættelsen, og han er i kritisk tilstand.

Angrebet er det mest alvorlige i et par måneder og kommer efter en periode, hvor der har været relativt roligt.

 

Omringede terroristens hjemby

Bayt Surik, hvor den 37-årige gerningsmand boede, blev straks omringet af de israelske sikkerhedsstyrker, som kun har tilladt ganske få personer at forlade byen. Premierminister Netanayhu har sagt, at man vil inddrage arbejdstilladelserne fra terroristens familiemedlemmer – hans »udvidede familie« – og destruere hans hus. Desuden blev alle de øvrige arbejdere i bosættelsen beordret til at samles ved bosættelsens kommunalcenter. Politiet forventer dog, at manden handlede på egen hånd.

 
Har Adar ligger lidt uden for Jerusalem langs grænsen mellem staten Israel og Vestbredden. Lige ved siden af ligger den palæstinensiske by Bayt Surik, hvor terroristen boede. Hans hus vil nu blive destrueret, og hans familie vil miste deres eventuelle tilladelse til at arbejde i Israel. (Foto: Google Maps)

»Hvad har han gjort mod os?«

Nogle af beboerne i Har Adar har fortalt til Ynet, at de palæstinensiske arbejdere var frustrerede og vrede over angrebet. Det vil nemlig gøre det endnu sværere for dem at få arbejde i bosættelserne. »Hvad har han gjort mod os? Hvordan skal vi nu kunne arbejde,« lød reaktionen. Den israelske regering straffer de landsbyer, som terroristerne kommer fra, og belønner de byer, hvor indbyggerne ikke begår angreb. Her er det især spørgsmålet om arbejdstilladelse, der kommer op til vurdering.

Palæstinenserne fra Bayt Surik er imidlertid ikke de primære ofre. Det er derimod først og fremmest de unge mennesker, som har mistet livet, samt deres efterladte. Og de israelere, som bor i bosættelserne, blev endnu en gang mindet om, at der findes personer, som kan finde på at slå dem ihjel, fordi de bor, hvor de gør, og fordi de er jøder.

 

Netanyahu kræver fordømmelse fra Abbas

Mens Hamas ikke overraskende hyldede angrebet og sagde, at det var starten på endnu en bølge af angreb, har Israels premierminister, Netanyahu, krævet en fordømmelse af angrebet fra Mahmoud Abbas (præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre).

Netanyahu forventer næppe, at Abbas parerer ordre og fordømmer angrebet. Og netop den manglende fordømmelse underbygger Netanyahus påstand om, at den største hindring for en fredsaftale netop er den palæstinensiske terror og de palæstinensiske lederes opbakning og opildnen til terror.

I går aftes ankom Jason Greenblatt til Israel. Han er Trumps udsending, som har fået til opgave blandt andet at undersøge mulighederne for fredsforhandlinger. Og budskabet fra flere israelske politikere her til morgen har da også været, at USA må kunne se, at fredsforhandlingerne har svære betingelser, så længe Det Palæstinensiske Selvstyre opildner til terrorangreb som det i Har Adar.

 

Helligdage er lig med større uro

I Israel har man netop fejret det jødiske nytår, og yom kippur (30. september) og løvhyttefesten (5.-11. oktober) er de næste nationale højtider, som står for døren. Det er en tid, hvor de israelske sikkerhedsmyndigheder forbereder sig ekstra grundigt, da højtiderne er særligt følsomme og ofte medfører uro især i Jerusalem.

For ret præcist to år siden begyndte en terrorbølge med mange knivoverfald i Jerusalem og på Vestbredden. Det var især de såkaldte ”enlige ulve” – altså terrorister, som handlede på egen hånd – der stod bag overfaldene.