Stort flertal ønsker arabisk parti i regering – Odeh åbner døren på klem

Når de politiske kommentatorer i disse uger kigger på meningsmålingerne, ser de, at Arabisk Fællesliste står til at få hele 11 mandater. Det svarer til næsten ti procent af sæderne i Knesset.

Mens de arabiske partier traditionelt set ikke har peget på en premierministerkandidat og heller ikke selv har kandideret til en plads i den israelske regering, har der for nylig været spekulationer om, hvorvidt det vil være anderledes denne gang.

Ayman Odeh, som er en af lederne for Arabisk Fællesliste, sagde for nylig, at han ikke vil udelukke at gå med i en regering ledet af Benny Gantz, Netanyahus udfordrer til premierministerposten. Det var angiveligt første gang nogensinde, at en arabisk partileder havde luftet den tanke offentligt. Ledere fra de øvrige arabiske partier samt Gabi Ashkenazi fra Benny Gantz’ parti, Blå og Hvid, sagde dog kort efter, at et sådant regeringssamarbejde ikke kunne komme på tale. ”Vi vil ikke invitere et parti, der ikke anerkender Israel som en jødisk stat,” sagde Ashkenazi.

Aida Touma-Sliman, som er Odehs partifælle, undsagde meget markant sin egen formand: ”Vi vil ikke sidde i en regering med besættelse, krig og racisme,” sagde hun blandt andet.

Likud brugte Odehs udtalelse til at styrke sin skræmmekampagne mod Gantz: ”Nu er det tydeligere end nogensinde før: Gantz vil danne en venstrefløjsregering med Ayman Odeh og de arabiske partier,” lød det fra partiet.

 
Ayman Odeh er leder af partiet Hadash, som er et af fire partier i Arabisk Fællesliste. Ved valget i april var listen delt i to: Hadash og Taal stillede op sammen, og det samme gjorde Raam og Balad. (Foto: Wikimedia)

Arabiske israelere er positive

Dem, som er mest relevante at høre i dette spørgsmål, må imidlertid være dem, som stemmer på Arabisk Fællesliste, nemlig de arabiske israelere – som udgør cirka 20 procent af befolkningen.

I en meningsmåling foretaget for nylig svarede et ganske stort flertal på 78 procent, at de støtter ideen om fælleslisten som en del af den kommende regering. 160 arabiske vælgere blev stillet spørgsmålet: Støtter du eller er du imod, at Arabisk Fællesliste bliver en del af regeringen?

Og her var mere end tre ud af fire altså positivt stemt. 65 procent af de adspurgte sagde, at de ubetinget støtter en regering ledet af Blå og Hvid.

Undersøgelsen viste også, at et flertal på 57 procent mener, at de arabiske politikere bør gøre mere for at løse socioøkonomiske spørgsmål relateret til Israels arabiske befolkning - og ikke kun fokusere på landets konflikt med palæstinenserne.

Dermed er Odehs udtalelse faktisk et udtryk for, at han er på linje med sine vælgere. Ifølge Yusuf Makladeh fra forskningsinstituttet Statnet, er det ikke noget nyt, at den arabiske befolkning ønsker, at deres politikere skal arbejde mere konstruktivt for at løse helt aktuelle udfordringer for Israels arabere. Problemet har dog længe været, at de arabiske politikere ikke har lyttet til deres vælgere. ”For første gang i ti år kaster en arabisk partileder bolden over på den jødiske banehalvdel. Det er et historisk skifte, at et arabisk parti rent faktisk repræsenterer de holdninger, som flertallet af den arabiske befolkning har,” siger han til Maariv.

Selvom Benny Gantz er forbeholden over for samarbejde med araberne, så er faktum, at han med al sandsynlighed vil være afhængig af deres mandater for at have et flertal.