Stor uenighed: Er annektering af »hjertelandet« det rette skridt?

Efterhånden som vi kommer tættere på 1. juli, bliver spørgsmålet mere og mere aktuelt. Skal Israel annektere dele af Vestbredden? Eller »indføre israelsk lov« som mange på højrefløjen vil formulere det – fordi ordet »annektere« for nogle klinger negativt.

De områder, der er tale om, udgør cirka 30 procent af Vestbredden. Det er Jordandalen samt de 132 bosættelser – hvoraf de fleste grænser op til Israel, mens nogle få håndfulde ligger dybere inde på Vestbredden og er mere isolerede.

Spørgsmålet om, hvor meget af dette Netanyahu vil annektere – hvis han da overhovedet annekterer noget – får vi nok et svar på kort efter 1. juli. Så derfor givere det mere mening nu og her at koncentrere sig om spørgsmålet: Er det godt for Israel at annektere?

Mens er stort flertal af israelere mener, at Israel skal bevare kontrollen over de nævnte områder, er der umiddelbart større uenighed, når det gælder annektering. Det betyder kort sagt, at områderne vil blive en del af staten Israel.

I en undersøgelse offentliggjort af Jerusalem Post 16. juni fordelte svarene på spørgsmålet »hvad skal Israel gøre?« sig således:

• Annekter i juli: 27 procent
• Annekter ikke: 23 procent
• Udskyd annektering til senere: 21 procent
• Ved ikke: 29 procent.

Når man ser på, hvordan personer fra de forskellige politiske fløje stemmer, er der ikke overraskende stor forskel:

• Højrefløjen: Annekter i juli: 44 procent. Udskyd: 13 procent
• Centrum-højre: Annekter i juli: 22 procent. Udskyd: 31 procent
• Centrum: Annekter i juli: 5 procent. Udskyd: 35 procent. Annekter ikke: 33 procent.

Ikke overraskende er der altså størst tilslutning til annektering, jo længere ud på højrefløjen man kommer. En anden rundspørge viser, at 81 procent af vælgerne på venstrefløjen (som udgør en relativt lille del af befolkningen) ikke ønsker nogen form for annektering, hverken nu eller senere.

Chefredaktør: Det vil skade Israel

David Horowitz, som er chefredaktør på The Times of Israel, er blandt dem, som ikke ønsker annektering nu og her. Han angiver en række grunde til, at han ser det som en dårlig beslutning.

• Det vil sandsynligvis medføre en bølge af vold og terror.
• Det kan koste fredsaftalen med Jordan – eller i hvert fald det gode samarbejde.
• Det vil skade Israels gode forhold til øvrige naboer i Mellemøsten.
• Det vil skade forholdet til EU.
• Det vil skade forholdet til mange demokratiske jøder i USA
• Det vil styrke boykotbevægelsen, som påstår, at Israel udøver apartheid

Men til trods for alle disse mulige negative konsekvenser mener Horowitz, at den værste konsekvens handler om, hvad Israel er og gerne vil være. »Ensidig udvidelse af suverænitet [dvs. annektering] over Vestbredden (…) markerer det modsatte af vores nationale interesser. Det vil ikke kun skade den måde, verden ser os på. Det vil også omforme den måde, vi ser og præsenterer os selv på,« skriver han.

Problemet, mener Horowitz og mange andre, er, at Israel ikke har tænkt sig at give statsborgerskab til de palæstinensere, som bor i de områder, der (måske) bliver annekteret. Det har Netanyahu ikke i sinde. Og det, mener Horowitz, vil »undergrave Israels demokrati«.

»Der findes ikke et godt tidspunkt«

Spørger man David Weinberg, som er vicepræsident for Jerusalem Institute for Strategy and Security, giver det ikke mening at tale om, at »lige nu er et dårligt tidspunkt«. For det tidspunkt kommer aldrig, mener han.

»Der er ingen forhandlinger på grund af den palæstinensiske afvisningspolitik. De sikkerhedszoner og bosættelser, som vil forblive israelske, er tydelige,« skriver han.

Han mener, at regeringen bør komme i gang med at bygge en masse lejligheder, særligt i området øst for Jerusalem (som også er en del af Vestbredden). »Israel bør bygge 50.000 lejligheder i denne strategiske sektor over de næste fem år for at sikre dets religiøse, historiske sikkerhedsmæssige interesser i den helt centrale del af Israels land,« mener Weinberg. Dermed repræsenterer han også den holdning, som findes hos mange israelere på den nationalreligøse fløj og på højrefløjen. Nemlig at området – som med de bibelske termer kaldes Judæa og Samaria – er Israels »hjerteland«. Det handler ikke kun om praktik og sikkerhed. Det handler om et landområde, som historisk og religiøst betyder enormt meget for mange israelere.

Det punkt, hvor Horowitz og Weinberg er enige, er synet på palæstinensernes lederskab. Horowitz beskriver den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas som en, der »jævnligt opildner [til had] mod Israel« og som »igen og igen forsøger at adskille det moderne Israel fra sin historiske jødiske arv«. Weinberg taler som nævnt om lederskabets »afvisningspolitik«.

Palæstinenserne afviste USA’s fredsplan, før de havde set den. Og senest har højtstående personer i Det Palæstinensiske Selvstyre truet med, at det kan blive »blodigt«, hvis Israel annekterer.

I næste uge bliver vi klogere på, hvad der kommer til at ske.