Stor forvirring: Vil våbenhvilen kollapse?

Der er siden mandag sket en dramatisk udvikling, når det gælder våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas. Og lige nu skal der ikke meget til, før aftalen kollapser og parterne vender tilbage til krig.

Men det afhænger blandt andet af, hvordan budskaberne fra både Hamas og Israel skal forstås. Og det er der ret stort tvivl om, fordi især udtalelserne fra Netanyahus kontor stritter i mange retninger.

 

Hamas: Ikke flere løsladelser foreløbig

Mandag sagde Hamas, at de ikke har til hensigt at løslade tre gidsler lørdag den 15. februar, hvilket ellers er en del af aftalen. Begrundelsen var, at Israel ifølge Hamas har overtrådt aftalen på flere punkter. Blandt andet ved at forhindre befolkningen i Gaza i at bevæge sig til den nordlige del af Gaza og ved ikke at have sørget for den mængde nødhjælp, der var aftalt – det skulle især handle om nogle telte.

Flere israelske medier omtaler dette som falske påstande. Men The Times of Israels Tal Schneider siger i podcasten The Daily Briefing, at der måske er noget om snakken. Hun siger for eksempel, at der ifølge Israel har været forsyningsproblemer med de omtalte telte. Hun siger også, at Israel ikke sendte et forhandlingsteam til Qatar på aftalens dag 16 for at påbegynde forhandlingerne om fase 2 – hvilket også skulle være imod aftalen.

Det er med andre ord svært at sige, om Hamas’ udmelding rent faktisk skyldtes israelske brud – eller om der mere var tale om en dårlig undskyldning for at lave rav i den og presse Israel.

Hamas har i øvrigt også selv brudt aftalen ved at udlevere gidsler i den forkerte rækkefølge og ved at give navnene på dem, der skal løslades, for sent.

 

Trump: Alle ud på lørdag

Det næste skridt var så, at Donald Trump nogle timer senere sagde, at hvis det står til ham, så »skal alle gidslerne løslades på lørdag inden kl. 12 (…) ellers skal aftalens annulleres, og helvede skal bryde løs.«

Det var lidt af en kontramelding. Ikke bare krævede han, at Hamas overholdt aftalen om at løslade tre gidsler lørdag. Han krævede, at »alle« 76 gidsler skulle løslades.

Baggrunden for det har sandsynligvis været løsladelsen af de tre udsultede gidsler lørdag den 8. februar. Noget, som fik flere til at kræve, at de resterende gidsler løslades hurtigere.

Trump har tidligere talt om at lade helvede bryde løs. Det er stadig uklart, præcis hvad han mener med den formulering. Men det betyder i hvert fald nok, at han ikke har tænkt sig at holde Israel tilbage, hvis krigen genoptages.

 

Hvad vil Netanyahu?

Tirsdag holdt den israelske regering så et fire timer langt møde, hvor de skulle beslutte, hvordan de skulle forholde sig til situationen.

Og ud på eftermiddagen kom så svaret – som dog stadig er en anelse uklart.

I en video sagde premierminister Netanyahu: »Hvis Hamas ikke løslader vores gidsler lørdag middag, slutter våbenhvilen, og IDF vil igen gå i krig indtil Hamas er helt bekæmpet.«

Der er dog fortsat tvivl om, hvor mange gidsler Hamas skal løslade lørdag, for at våbenhvilen får lov at fortsætte. Det skyldes, dels at Netanyahu ikke var helt klar i sit budskab, dels at flere talsmænd fra Netanyahus kontor er kommet med forskellige formuleringer.

Det er sandsynligt, at der er tale om en bevidst uklarhed fra Israels side. Det er også en mulighed, at regeringen faktisk ikke helt ved, hvad den mener – fordi man er lidt i tvivl om, hvad Trump mente med sin udmelding om ”alle gidslerne”.

Der er kort sagt tre måder, det israelske budskab kan forstås på. 

  • Det kan blot handle om de tre gidsler, hvis løsladelse Hamas mandag sagde, at de ville udskyde.
  • Det kan også handle om de ni levende gidsler, som står til at blive løsladt i fase 1, men endnu ikke er blevet det. Det sagde en kilde fra Netanyahus kontor.
  • Og endelig kan det simpelthen handle om alle de 76 gidsler – levende og døde – som stadig er i Gaza.

Hvad sker der så på lørdag? Det er selvfølgelig svært at sige. Men det vil være en overraskelse, hvis Hamas bukker under for presset og løslader mere end de tre gidsler. Det mest sandsynlige bud er måske, at Hamas indvilger i at løslade de tre som planlagt. Hvis Israel vil, kan de i det tilfælde godt holde aftalen kørende uden at tabe ansigt. De vil kunne sige, at de pressede Hamas til at overholde aftalen og at ”alle de tre gidsler” blev løsladt. Selvom det vil stride klart imod nogle af de meldinger, der er kommet.

Men uanset hvad, så viser det israelske svar, at Netanyahu og regeringen ikke er bange for at se aftalen falde fra hinanden. Måske ønsker de det endda. Ifølge finansminister Bezalel Smotrich har Netanyahu faktisk lovet ham, at krigen vil blive genoptaget. Hvis ikke det sker, vil Smotrich angiveligt trække sin støtte til regeringen, som dermed ikke længere vil have flertal.

Men den israelske linje handler ikke nødvendigvis kun om at kunne bevare flertallet.

De seneste uger har vist, at Hamas stadig har en vis kontrol i Gaza. Israel har ikke tænkt sig at gennemføre en aftale, hvis de tror, at det vil føre til, at Hamas kan bevare magten på den lange bane. Problemet er bare, at de seneste 15-16 måneder har vist, at krig i Gaza mod Hamas næppe kan skaffe den «totale sejr«, som Netanyahu taler om.