Sagui, Iair og Sasha er hjemme i Israel

Lørdag blev Iair Horn (46 år), Sasha Trufanov (29 år) og Sagui Dekel-Chen (36 år) løsladt af Hamas. Det blev en dag med mange smil og mange tårer. Før vi vender tilbage til de tre mænd og deres historie, gør vi lige status på gidselsituationen:

  • Der er 73 gidsler tilbage i Gaza. De 70 blev taget 7. oktober, og de øvrige 3 har været der i flere år før.
  • Dermed er i alt 24 gidsler blevet løsladt i forbindelse med den våbenhvile, som trådte i kraft 19. januar.
  • Af de 73, som stadig er i Gaza, har Israels hær, IDF, bekræftet, at mindst 35 er døde.
  • I fase 1, som efter planen udløber 1. marts, skal der ifølge aftalen løslades yderligere 14 gidsler – heraf er det bekræftet, at 8 er døde.

Lørdag den 8. februar løslod Hamas tre gidsler, som var afmagrede og med Donald Trumps ”lignede holocaustoverlevere”. Derfor holdt mange øje med, hvilken fysisk forfatning Iair, Sasha og Sagui var i. Iair og Sagui havde tydeligvis tabt sig, mens Sasha i høj grad lignede sig selv. Ingen af dem var dog afmagrede på den måde, som man så ugen før.

 

Sagui mødte sin etårige datter for første gang

Sagui Dekel-Chens kone, Avital, var syv måneder henne med parrets tredje datter, da han blev taget til fange. Efter sin løsladelse kunne han derfor møde den nu etårige datter for første gang.

En af mange rørende videoer viser det øjeblik, hvor Avital fortæller Sagui, hvad datteren hedder. ”Kan du huske, hvad du kaldte hende?” ”Mazal!” udbryder Sagui. Det hedder hun. Shachar Mazal,” svarer Avital.

Dekel-Chen blev taget fra kibbutz Nir Oz. 7. oktober gemte han sin familie i deres beskyttelsesrum og gik selv ud for at bekæmpe terroristerne, som tog ham som gidsel.


Sagui Dekel-Chen. (Foto: Judy Jochumsen)

Iair Horns bror er stadig i Gaza

For Iair Horn var hjemkomsten til Israel ikke kun præget af glæde. Hans bror Eitan er nemlig stadig gidsel i Gaza. Et videoklip viser, hvordan han genforenes med sin mor og sin bror Amos. Amos er iført spillertrøjen tilhørende fodboldholdet Hapoel Beersheba. Og da Iair blev fragtet i helikopter bad han piloten om at flyve hen over holdets stadion. Senere blev han også genforenet med sin far, som var på hospitalet efter en nyretransplantation.

I en udtalelse fra familien lød det: »Nu kan vi ånde en smule igen. Vores Iair er hjemme efter at have overlevet helvede i Gaza. Nu må vi bringe Eitan hjem, så vores familie kan ånde helt frit.«


Iair Horn.

 

Hjem til besked om farens død


For den unge Sasha Trufanov var hjemkomsten også en blanding af glæde og sorg. Han kom nemlig hjem til den hårde besked om, at hans far blev dræbt af Hamas 7. oktober.
Trufanov blev taget som gidsel sammen med sin kæreste, sin mor og sin bedstemor. De tre kvinder blev løsladt i november 2023.

Kæresten, Sapir Cohen, har efter løsladelsen fortalt, at Sasha har sagt, at han under sit fangenskab bad om, at Sapir måtte give slip på ham og finde en anden mand. Han troede nemlig ikke, at han ville komme hjem i live.


Sasha Trufanov

 

Trump-udsending: Der bliver en fase 2

I sidste uge hang våbenhvileaftalen i en tynd tråd, efter at Hamas meddelte, at de ville udsætte lørdagens løsladelse. Efterfølgende krævede Israel, at Hamas løslod mere end de tre aftalte gidsler, hvis ikke krigen skulle genoptages.

Men nu er aftalen altså tilbage på skinner.

Det var meningen, at Israel og Hamas allerede for to uger siden skulle have begyndt forhandlinger om de præcise betingelser for den næste fase af aftalen, som består af i alt tre faser. Men først nu ser det ud til, at forhandlingerne snart begynder for alvor. Det siger en kilde fra den israelske regering.

Og Trumps Mellemøst-udsending Steve Witkoff, som spiller en meget aktiv rolle ifm. situationen i Gaza og Israel, siger, at fase 2 »helt sikkert kommer til at begynde«. Han indrømmer dog, at fase 2 »er lidt mere kompliceret«. Den indebærer blandt andet en permanent afslutning på krigen, »men også at Hamas fjernes fra Gaza – så de ting skal vi få til at gå op,« siger han.

Talspersonen for den israelske regering siger, at målet er at fjerne Hamas fra magten i Gaza – uanset om det så kommer til at ske gennem aftalen eller gennem mere krig.
Når det gælder aftalen, så lyder det fra talspersonen, at Israel »omfavner« Trumps plan for Gaza, som altså blandt andet omfatter, at mange palæstinensere skal forlade Gaza, og at Gaza skal ende med at være amerikansk. Det er i hvert fald det, præsidenten selv har sagt.
Netanyahu er ikke meget for at overlade kontrollen med Gaza til Det Palæstinensiske Selvstyre, hvilket eller længe har været den mest omtalte konstellation.

Men der er mange store udfordringer, hvis Trumps plan skal lykkes.

For det første er der tale om, at palæstinenserne frivilligt skal forlade Gaza. Vil størstedelen af de cirka 2 millioner borgere det?

For det andet er der spørgsmålet om, hvem der vil og kan tage imod så mange mennesker. Jordan og Egypten ønsker ikke at tage imod dem, men Trump forsøger at presse dem til det. Witkoff har for nylig talt om, at også andre lande kan tage imod palæstinensere – uden at sige, hvem han tænker på.