Rigsadvokat Mandelblit – en afgørende brik i det politiske puslespil

Han er ikke det mest kendte navn i den brede offentlighed uden for Israel. Han forsøger da også så vidt muligt at holde sig uden for mediernes søgelys. Men Israels rigsadvokat, Avichai Mandelblit, er en helt central person i Israelsk politik. Og man skal ikke læse mange linjer i en israelsk avis for at støde på hans navn.

 

Imod bosætterlov

En af de sager, som har fyldt meget i lang tid, og som Mandelblit spiller en afgørende rolle i, er den såkaldte reguleringslov fra begyndelsen af 2017. Loven gør det muligt for den israelske regering at gøre ulovlige bosættelser inde på Vestbredden lovlige. Det gælder bosættelser, som er bygget på privatejet palæstinensisk jord. Hvis det kan bevises, at bosætterne byggede deres huse uden at vide, at det var privatejet jord, kan regeringen gøre dem lovlige mod at betale erstatning til jordejerne.


Avichai Mandelblit (t.h.) har igangsat en undersøgelse af premierminister Netanyahu, som er mistænkt for flere tilfælde af magtmisbrug. (Foto: Amos Ben Gershom/GPO)

Højesteret har lige nu sat loven på standby efter anmodning fra Mandelblit. Og den bliver muligvis helt annulleret – også på grund af Mandelblit. Han har hidtil afvist at forsvare loven, og i denne uge slog han endnu en gang fast, at den er ”unconstitutional” – altså at den ikke lever op til Israel forfatning. Nogle venstreorienterede NGO’er og nogle palæstinensiske grupper har sammen klaget til Højesteret over reguleringsloven og har i den forbindelse nævnt Mandelblit, hvilket betød, at han endnu en gang måtte give sin mening til kende. Han anerkendte Knessets opgave med hensyn til at sørge for de bosættere, hvis huse står til at blive ødelagt, fordi de er ulovlige. Han mener dog ikke, at reguleringsloven er en god og juridisk holdbar løsning.

”Loven medfører alvorlig diskrimination af palæstinenserne i området,” lød det blandt andet i hans svar.

I sidste uge kom Mandelblit dog med en lidt modsatrettet juridisk vurdering. Her bakkede han op om at bruge privatejet palæstinensisk jord til at bygge en vej til bosættelsen Harsha. Vejen skal gøre færdslen til og fra bosættelsen lettere. Mandelblit beslutning mindsker hans popularitet hos modstanderne af reguleringsloven. Samtidig er han allerede upopulær blandt den mest højreorienterede del af regeringen (især partiet Det Jødiske Hjem), fordi han er imod reguleringsloven.

 

Sagerne mod Netanyahu

Den efterhånden langvarige undersøgelse af Benjamin Netanyahus og hans kones mulige magtmisbrug fylder også godt i rigsadvokatens kalender. Også her er han under et stort pres fra både dem, der støtter premierministeren, og dem, der vil have ham sagsøgt og afsat fra posten.

Selvom Mandelblit jo er regeringens advokat, er det ham, der har igangsat undersøgelsen mod Netanyahu. Han har med andre ord et job, hvor det er svært at forblive populær. I forbindelse med anklagerne har der været demonstrationer tæt på Mandelblits hus i Petah Tikva. Vel at mærke både fra dem, der er imod Netanyahu og vil have ham sagsøgt (venstrefløjen), og fra dem, der vil have Mandelblit til at trække undersøgelsen og anklagerne tilbage (højrefløjen).

 

Upopulær men respekteret

Selvom Mandelblits job ofte gør ham upopulær, er der også mange, der har tillid til hans moral og hans dømmekraft. Han bliver ikke opfattet som hverken regeringens eller andres marionetdukke. Selvom han arbejder tæt sammen med den meget højreorienterede og bosættervenlige justitsminister Ayelet Shaked og med premierministeren, er han ikke bange for at handle imod deres vilje – og sågar undersøge Netanyahu for magtmisbrug, hvilket potentielt kan koste ham posten som landets leder.