Resolution 2334 og dens konsekvenser

23. december vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der fordømmer israelsk bosættelsesaktivitet i det, som bliver kaldt ”det palæstinensiske område, som har været besat siden 1967”, herunder Østjerusalem, hvor det jødiske kvarter og Grædemuren befinder sig.

Resolutionen er usædvanlig, fordi den blev vedtaget i Sikkerhedsrådet, hvor USA som et af fem faste medlemmer har vetoret; en vetoret, landet plejer at bruge i forbindelse med resolutioner mod Israel. Denne gang afstod USA imidlertid fra at stemme, og dermed kunne resolutionen vedtages med 14 stemmer for og nul imod.

I Israel – og også blandt mange amerikanske politikere – har vreden været stor. Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, kaldte den ”skamfuld” og tilbagekaldte straks ambassadører fra Senegal og New Zealand, som havde været med til at fremsætte forslaget sammen med Malaysia og Venezuela. Han har desuden annulleret landets økonomiske støtte til Senegal og bebudet en tilsvarende sanktion over for FN. Han har også aflyst et besøg fra Senegals udenrigsminister.

Men hvad står der egentlig i resolutionen, og hvad bliver konsekvenserne af den?

Resolutionens indhold

Her er nogle af de vigtigste punkter. Resolution 2334:

• ”Fordømmer alle midler, som ændrer den demografiske struktur, karakter af og status for det palæstinensiske område, som har været besat siden 1967, herunder Østjerusalem.”
• ”Udtrykker stor bekymring over, at fortsat israelsk bosættelsesaktivitet er farlig for og skader mulighederne for en tostatsløsning baseret på 1967-linjerne.”
• ”Bekræfter, at Israels etablering af bosættelser i det palæstinensiske område, som har været besat siden 1967, inklusive Østjerusalem, ikke har juridisk gyldighed [no legal validity]”.
• Understreger, at FN ikke vil acceptere nogen form for ændringer af linjerne fra 4. juni 1967, også med hensyn til Jerusalem, medmindre parterne bliver enige om det.”
• ”Gentager kravet om, at Israel med det samme fuldstændig ophører med al bosættelsesaktivitet i det besatte palæstinensiske område, inklusive Østjerusalem …”
• ”Opfordrer alle lande til, i henhold til paragraf 1 i denne resolution, at skelne, hvor det er relevant, mellem området staten Israel og territorierne, som har været besat siden 1967.”
• ”Understreger, at ophøret af israelsk bosættelsesaktivitet er essentielt, hvis en tostatsløsning skal være mulig.”

 
Forholdet mellem Barack Obama og Benjamin Netanyahu nåede sit absolutte lavpunkt, da resolution 2334 blev vedtaget 23. december. (Foto: Pete Souza, Wikimedia)

Som det står flere steder i resolutionen, mener FN altså, at grænserne fra 1967 markerer det område, palæstinenserne har ret til. Som det fastslås i punkt 4, anser man dermed også Østjerusalem for at være ”palæstinensisk område”. Det inkluderer både den jødiske del af den gamle by og Grædemuren, som er jødedommens helligste sted; et område, som har været jødisk i mange tusind år, men som fra Uafhængighedskrigen i 1948-49 til Seksdageskrigen i 1967 tilhørte Jordan (ikke palæstinenserne).

Selvom mange, fx den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, har lagt stor vægt på, at resolutionen handler om, at Israel skal stoppe med at udvide bosættelserne på Vestbredden, så kommer man ikke udenom, at resolutionen erklærer blandt andet Grædemuren og det jødiske område af den gamle by for palæstinensisk. Som den kendte juraprofessor Alan Derschowitz skriver i en kommentar, kan man undre sig over, at Barack Obama som præsident besøgte Grædemuren, bad der og efterlod en seddel med et ønske om fred. Og Obama-administrationen bør ifølge Dershowitz give klar besked: Mener man virkelig, at det er ulovligt, når ortodokse jøder beder ved Grædemuren, når jødiske studerende går til forelæsninger på Det Hebraiske Universitet, og når syge jøder bliver indlagt på Hadassa-hospitalet? For det er faktisk det, resolutionen påstår.

Konsekvenserne

Heldigvis er der ikke tale om en bindende resolution, da det er en såkaldt kapitel 6-resolution. Til gengæld er der en begrundet frygt for, at den vil danne grundlag for en kapitel 7-resolution, som er bindende, og som kan medføre eksempelvis økonomiske sanktioner over for Israel eller militær indgriben.

Resolutionen har heller ikke nogen juridiske konsekvenser. Den gør ikke bosættelserne ulovlige (hvis man da ikke mener, de er ulovlige). Den siger derimod, at FN’s Sikkerhedsråd mener, at de ulovlige.

Man frygter i Israel, at resolutionen vil danne basis for øget boykot af Israel, da den opfordrer alle lande til at skelne mellem staten Israel og området på den anden side af 1967-linjerne. Det kan let ses som en opfordring til at mærke produkter fra Vestbredden og Østjerusalem. Som en israelsk kommentator påpeger, er det dog i praksis svært at skelne mellem firmaer, der operer på Vestbredden, og firmaer, der ikke gør. Dermed kan resolutionen danne basis for en generel boykot af Israel.

Hvad nu?

Benjamin Netanyahu lader ikke til at ville bukke for under for internationalt pres. Tværtimod. Han vil sandsynligvis fortsætte med at svare igen i form af trusler og sanktioner mod de lande, der fordømmer Israel. Men han frygter sandsynligvis, at Obama vil give ham en sidste afsked i form af en bindende resolution mod Israel. Han har trods alt stadig to uger tilbage på posten.

Derefter bliver det interessant at se, hvad Donald Trump vil gøre. Han har kritiseret resolutionen voldsomt og givet sin støtte til Israel. Et modsvar fra Trump kunne være at flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.