Rekordmange jøder besøgte Tempelpladsen på Jerusalemdagen
I 2021 var det i forbindelse med Jerusalemdagen, at der udbrød en 11 dage lang krig mellem Hamas og Israel. Terrorgruppen affyrede raketter mod Israel på dagen, hvor mange jøder fejrer, at Øst- og Vestjerusalem blev genforenet efter Seksdageskrigen i 1967.
På den baggrund var der også et stort sikkerhedsopbud, da dette års Jerusalemdag blev markeret søndag. Også fordi der de seneste måneder har været mange sammenstød både mellem politi og højreorienterede jødiske grupper og mellem politi og palæstinensere.
En del af dagen går med, at jøder får lov at besøge Tempelpladsen, som jo ellers er et område, som kun palæstinenserne har fri adgang til. I år var der hele 2.600 jøder forbi pladsen, hvilket er det største antal på en dag, siden Østjerusalem blev en del af Israel i 1967.
En af de regler, som gælder på pladsen, er, at det israelske flag ikke på vises på der. Men flere af de jødiske besøgende brød reglen og viste et israelsk flag.
Forud for de mange besøg havde en gruppe palæstinensere forskanset sig i Al Aqsa-moskeen, hvorfra de kastede sten mod de mange betjente, der var til stede for at sørge for sikkerheden for de besøgende.
Fejring på Jerusalemdagen et tidligere år. (Foto: Ole Andersen)
En kilde til provokation
Ud over besøget på Tempelpladsen består dagen af en stor march gennem og rundt om Jerusalems gamle bydel - her er også masser af israelske flag. Det er især de mere højrenationale israelere, der deltager. Nogle af de marcherende råbte racistiske skældsord mod palæstinensere. Der var også nogle, som kom i voldeligt sammenstød med politiet. Man vurderer, at omkring 70.000 deltog i marchen. Både marchen og besøget på Tempelpladsen bliver af mange palæstinensere opfattet som en provokation. Dette forstærkes af, at mange palæstinensere mener, at Østjerusalem bør være en del af en palæstinensisk stat.
Provokationen blev heller ikke mindre af, at det kontroversielle Knessetmedlem Itamar Ben Gvir deltog. En del israelere betragter ham og hans tidligere parti, Otzma Yehudit, som racistisk.
For Israel er genforeningen af de to bydele en meget vigtig begivenhed. Premierminister Naftali Bennet benyttede dagen til at slå fast, at Jerusalem aldrig igen vil blive delt. Tempelpladsen er det vigtigste og mest hellige sted for jøderne. Og derfor er det også en stor smerte for mange, at de ikke har adgang til at bede på pladsen. For muslimerne er stedet det tredjemest hellige efter to store moskeer i hhv. Mekka og Medina.
Frygter stadig reaktion fra Hamas
Selvom der altså ikke blev affyret raketter ligesom sidste år, forbereder de israelske sikkerhedsstyrker sig stadig på en mulig reaktion fra Hamas.
En talsmand for terrorgruppen har sagt, at gruppen muligvis vil »respondere i overensstemmelse med de informationer, man har, og på det rette tidspunkt«.
Forud for dagen havde gruppen også advaret Israel og endda sagt, at israelske flag på Tempelpladsen kunne udløse et angreb af en art. Så meget desto mere var det vigtigt for den israelske regering, at dagen blev gennemført, så man ikke viste svaghedstegn og eftergivenhed over for pres.