Reformforhandlinger bryder sammen efter mislykket Netanyahu-trick
Onsdag den 14. juni var en vigtig dag i Knesset. Her skulle de folkevalgte politikere nemlig vælge to repræsentanter til den komite, der udpeger nye dommere i Israel. Hvorfor komiteen er så central for hele debatten om den retsreform, regeringen truer med at gennemføre, vender vi tilbage til. Komiteen består af 9 medlemmer, hvoraf de to er Knessetmedlemmer. Det er kutyme og tradition, at man vælger 1 repræsentant for regeringspartierne og 1 repræsentant for oppositionen.
Men den tradition blev brudt onsdag. Premierminister Benjamin Netanyahu forsøgte sig nemlig med et af sine velkendte tricks. Han opfordrede alle regeringspartierne til at nedstemme de to kandidater, som var stillet op (en fra regeringen og en fra oppositionen).
Mens han lykkedes med at få nedstemt sit eget partis kandidat (som havde nægtet at trække sit kandidatur), lykkedes det ikke at få nedstemt oppositionens kandidat, fordi flere Likudmedlemmer gik imod Netanyahu og stemte for Yesh Atids Karine Elharrar. Det betyder, at der inden for 30 dage skal stemmes på ny for at besætte den sidste plads i dommerudvælgelseskomiteen. Det er i øvrigt en anonym afstemning, så man ved ikke med sikkerhed, hvem der gik imod Netanyahu. Men et anonymt Likudmedlem har sagt, at han/hun stemte for Elharrar for at "redde Netanyahu". "Hvis hun ikke var blevet valgt, var det gået som med Gallant," lyder det med henvisning til slutningen af marts, hvor Netanyahus fyring af Gallant medførte enorme spontane demonstrationer i hele Israel. Og personen har sandsynligvis ret i, at en nedstemning af Elharrar havde fået det til at koge over i befolkningen.
Netanyhus trick lykkedes altså ikke. Var oppositionens kandidat også blevet nedstemt, havde det sandsynligvis fået demonstrationerne mod den omstridte reform til at eskalere voldsomt. Men gårsdagens usædvanlige afstemning får stadig store konsekvenser. Oppositionens ledere, Yair Lapid og Benny Gantz, har nemlig sagt, at de afbryder forhandlingerne om et reform-kompromis, så længe der ikke er styr på, hvem der skal sidde i komiteen. De er vrede på Netanyahu og anklager ham for at skade Israel og demokratiet. Retsreformen handler kort sagt om, at regeringen vil indskrænke Højesterets magt markant og øge sin egen magt til gengæld.
Derfor stemte han imod egen partifælle
Lad os se nærmere på onsdagens dramatiske begivenheder. Om morgenen indkaldte Netanyahu sit parti og sine støttepartier til møde. Her krævede han, at alle de 8 knessetmedlemmer fra regeringspartier, som havde meldt sit kandidatur til komiteen, trak sig. Det valgte kun syv ud af de otte at gøre. Likuds Tally Gotliv nægtede at trække sig. Da hun kom ud fra et møde med Netanyahu onsdag morgen, blev hun spurgt, hvordan det var gået. »Det var kompliceret,« lød svaret.
Men hvordan kan det være, at Netanyahu ikke ønskede en repræsentant i komiteen fra sit eget parti? Her er forklaringen:
Israel Bar Association (Israels advokatorganisation) har også to pladser i komiteen. Og 20. juni skal de vælge ny leder. Hvis der her vælges en leder, som støtter Netanyahu, kan Netanyahu få flertal i komiteen, hvis han også får to regeringsrepræsentanter ind (i stedet for en fra hhv. regeringen og oppositionen, som traditionen altså foreskriver). Med en Netanyahu-venlig leder i Israel Bar Association vil det altså kunne betale sig for ham at bryde traditionen. Men vælger Israel Bar Association en leder, som ikke støtter Netanyahu, så kan han lige så godt holde sig til traditionen og være flink over for oppositionen og give dem den ene plads i komiteen. Han vil alligevel ikke få det store ud af at vælge to regeringsrepræsentanter.
Nu gik det sådan, at Netanyahu fik lagt sig ud med både oppositionen og dele af sin egen regering – endda uden at opnå den fordel, han havde håbet. For oppositionens kandidat, Karine Elharrar, blev som sagt valgt. Og derfor er det knap så vigtigt, hvem Israel Bar Association vælger som leder 20. juni.
Derfor er komiteen vigtig
Dommerudvælgelseskomiteen spiller en helt central rolle i retsreformen. Regeringens oprindelige udspil (som stadig er aktuelt) var nemlig, at man vil ændre strukturen, sådan at der fremover skal være 11 medlemmer i stedet for 9. Og at regeringen skal have hele 6 af pladserne – og dermed et automatisk flertal. Med andre ord vil regeringen gøre sådan, at de frit kan vælge, hvem der skal udpeges til dommer – også til Højesteret.
Spørger man justitsminister Yariv Levin, som er reformens hovedarkitekt, så er komiteen indbegrebet af det, som er galt med Højesteret og systemet. Han siger, at det ikke kan passe, at det politisk valgte flertal ikke kan vælge, hvem der skal være dommere. Reformens modstandere siger, at komiteens sammensætning netop indkapsler alt det, de gerne vil beskytte: At et snævert flertal i Knesset ikke får ubegrænset magt til at gøre, hvad de vil – sådan at mindretallet ikke har nogen rettigheder og nogen stemme.
Spørgsmålet om komiteens sammensætning er et af de to mest kontroversielle elementer i reformen. Det andet element er den såkaldt »override clause« (veto-klausul kunne man kalde den). Den vil gøre, at Højesteret ikke kan nedlægge veto mod en lov vedtaget i Knesset. Det kan Højesteret gøre i dag, hvis dommerne mener, at den nye lov strider mod grundlæggende rettigheder, som (ifølge dommerne) findes i Israels basislove. Disse basislove er ikke en egentlig grundlov – men bliver brugt, som om det var en grundlov.
Netanyahu må vælge
Tiden er snart kommet, hvor Netanyahu må vælge, om han vil tilfredsstille sin justitsminister, Yariv Levin, og sine støttepartier, der brændende ønsker sig at gennemføre reformen. Eller om han vil imødekomme oppositionen og de mange hundredtusindvis af demonstranter, der hver uge har vist deres utilfredshed med reformen. Og som helt sikkert vil skrue op for blusset, hvis Netanyahu fortsætter med sine tricks.