Rapport: Politiet har ulovligt hacket borgeres telefoner

En skandalesag, der kan få alvorlige konsekvenser for tilliden til landets myndigheder, truer Israel. Mandag kom der nemlig en rapport fra den israelske finansavis The Calcalist, hvor politiet bliver anklaget for at have hacket adskillige personers telefoner. Der er tale om blandt andet politikere, forretningsfolk, protestledere og vidner i retssagen mod Benjamin Netanyahu. Også Netanyahus søn Avner har angiveligt fået hacket sin telefon.


Den tidligere politikommissær Roni Alsheich. Det var især under hans tid i politiet, at den ulovlige overvågning skulle have fundet sted. Blandt andet i forbindelse med politiets undersøgelse, der ledte frem til, at Netanyahu blev sagsøgt af rigsadvokaten. En sag, som stadig er i gang. (Foto: Wikimedia)

Et potentielt »jordskælv«

Indenrigsminister Ayelet Shaked er en af mange prominente personer, der har reageret med chok på nyheden. Hun siger, at det vil være »et jordskælv«, hvis anklagerne viser sig at være sande. Både hun og præsident Isaac Herzog har krævet en undersøgelse af sagen. Og minister for offentlig sikkerhed Omer Bar Lev har allerede sagt, at han vil nedsætte en kommission, der skal se nærmere på anklagerne.

Politiet har angiveligt brugt et spywareprogram ved navn Pegasus. Med Pegasus kan man få adgang til andre personers telefoner. Man kan downloade indhold fra dem og endda aktivere enhedernes kamera, uden at brugeren opdager det.

Ifølge The Calcalist har politiet altså brugt programmet mod personer, der ikke er under mistanke for at have begået noget kriminelt. Og det er blevet gjort uden en dommerkendelse.

For en måned siden udkom første del af den rapport, der altså nu foreligger i sin helhed. Allerede her var der snak om et muligt misbrug af Pegasus. Politiet afviste først at have gjort noget galt, men indrømmede senere, at »nye opdagelser, som ændrer på visse ting, er blevet gjort«. Noget tyder altså meget på, at der er noget at komme efter.

Nu afventer man så, at en statslig kommission skal undersøge, om og i hvor høj grad politiet er skyldige. Viser det sig, at man ulovligt og med fuldt overlæg har hacket adskillige civile borgere, vil det selvsagt være en stor skandale.

Israel er i forvejen presset af lav tillid til landets myndigheder. Denne sag vil blive betragtet som en trussel mod det israelske demokratis troværdighed.

Desuden er den forbundet til sagerne mod Netanyahu. Hans folk har krævet, at disse sager sættes på pause, indtil man ved mere. Det kommer dog ikke til at ske, har domstolen sagt.