Raketter fra Gaza: Nogle fanges af missilskjold, andre rammer børnehave

Sent tirsdag aften lød advarselssirenerne i nogle af de israelske byer, som ligger tæt på Gazastriben. Kort efter landede en raket i et åbent landskab i nærheden, og heldigvis kom ingen til skade.

Israel svarede igen ved at angribe en base tilhørende terrorgruppen Hamas i det sydlige Gaza. Selvom rygterne går på, at det er Islamisk Jihad, der stod bag angrebet, holder Israel konsekvent Hamas ansvarlig for alle angreb fra Gaza. Og det er da også overvejende sandsynligt, at Hamas om ikke andet har tilladt raketaffyringerne.

 

Raket rammer børnehave i Sderot

Siden Donald Trump i sidste uge anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad, har der været mange raketangreb fra Gaza. I fredags kunne det let være gået helt galt. Tre raketter blevet affyret mod byen Sderot. Den ene blev skudt ned af Israels missilforsvar kaldet Iron Dome. Én ramte gaden og beskadigede flere biler. Den tredje blev dagen efter fundet i en børnehave, hvor den havde forårsaget materiel skade.

I mandags forhindrede Iron Dome så en raket i at ramme Ashkelon. Israel har besvaret alle angrebene mod civile mål ved at angribe Hamas. Og søndag kom det frem, at Israel har ødelagt endnu en terrortunnel, som nåede flere hundrede meter ind i Israel. For halvanden måned siden ødelagde man også en terrortunnel.

Der er desværre ikke noget overraskende og usædvanligt i, at terrorister fra Gaza angriber Israel. Den største bekymring er, at situationen pludselig eskalerer. Det kunne let være sket, hvis en af raketterne, som landede i Sderot, havde krævet et dødsoffer. Israel har også skærpet tonen over for Hamas og sagt, at man vil komme med hårdere og hårdere modsvar, hvis raketregnen fortsætter.

 

Arresterer Hamasleder på Vestbredden

Beslutningen om at anerkende Jerusalem har også medført daglige demonstrationer på Vestbredden. De har slet ikke været så omfattende, som man kunne frygte, men de israelske myndigheder har også gjort meget for at holde demonstrationerne under nogenlunde kontrol.

Natten til onsdag foretog militæret, IDF, et raid på Vestbredden, hvor man arresterede 32 palæstinensere, som er mistænkt for terroraktivitet og medvirken til voldelige demonstrationer.

En af de arresterede er Hassan Yousef, en højtstående leder, der været med til at stifte Hamas. Han har været arresteret flere gange, og det er ikke så længe siden, han blev løsladt fra administrativ detention.

 

Netanyahu i »løvens hule« i Europa

Mens IDF holder stand mod de palæstinensiske demonstrationer på den hjemlige front, er premierminister Netanyahu taget til Bruxelles for at mødes med EU’s udenrigsministre og statsledere. Her er hans budskab, at »Trump har anerkendt fakta«, og at »fred er baseret på at anerkende virkeligheden«.

Netanyahu møder dog ikke den store forståelse i Europa, som hans talspersoner kaldte »løvens hule«. Frankrig, Storbritannien, Sverige, Italien og Tyskland udsendte fredag en fælles udtalelse, hvor de slog fast, at de ser Jerusalem som hovedstad for både Israel og en palæstinensisk stat – og at de ikke vil anerkende noget, før en sådan løsning er blevet forhandlet på plads mellem parterne.

Mere Israelvenlige europæiske lande som Ungarn, Østrig og Tjekkiet (der i sidste uge anerkendte Vestjerusalem som hovedstad) ser heller ikke ud til at ville flytte deres ambassader til Jerusalem.

De mange protester slår dog ikke Netanyahu ud af kurs. Han er vant til den internationale modstand.

Hjemme i Israel er han mistænkt magtmisbrug. Det forventes, at han i slutningen af denne uge skal afhøres for syvende gang. Han er mistænkt for at have modtaget gaver og tjenester fra rige forretningsfolk for til gengæld at have hjulpet deres forretning politisk.