Raketregn fra Gaza sender tusindvis i beskyttelsesrum

Onsdag aften og natten til torsdag har sirenerne lydt i den del af Israel, som ligger tæt på Gazastriben. Op mod 200 raketter og granater har Hamas og andre terrorgrupper i Gaza affyret mod det sydlige Israel siden sent i går aftes. Tusindvis af israelere har derfor tilbragt natten og morgenen i beskyttelsesrum. For første gang siden situationen eskalerede tidligere på sommeren, lød sirenerne også i byen Ashkelon. Også i Sderot udbrød der panik og frygt, da raketterne begyndte at regne ned. Standwithus har delt denne video, som kan give et indtryk af, hvordan det er at bo i det sydlige Israel.

 

Største angreb siden 2014

Ingen er helt sikre på tallene efter nattens uhyggelige begivenheder, og de israelske mediers meldinger varierer lidt. Men natten forløb nogenlunde således:

  • I går aftes begyndte Hamasfolk at forlade deres militære poster i Gaza. Det tog Israel som et tydeligt tegn på, at et angreb var på vej. Hamasfolkene ved nemlig, at Israel vil svare igen ved at angribe militærposter, når der kommer raketter fra Gaza.
  • Få timer senere viste de israelske forudsigelser sig at holde stik. En regn af raketter og mortergranater blev sendt afsted mod Israel, primært fra det nordlige Gaza. Det udløste alarmer i blandt andet byerne Sderot og Ashkelon. I dag lyder meldingen, at der blev affyret cirka 200 projektiler fra Gaza i løbet af hele natten og torsdag morgen.
  • Ifølge Hamas kommer angrebet som hævn for, at to af deres mænd blev dræbt tidligere på ugen, da Israel reagerede på det, man troede var et angreb mod israelske grænsevagter. Det viste sig senere, at det var en militærøvelse.
  • Ingen israelere døde som følge af nattens beskydning, men mindst syv personer kom til skade – blandt andet en kvinde, hvis hjem blev ramt. Derudover måtte flere behandles for chok, heriblandt to gravide, som viste tegn på at gå i fødsel. 25 raketter blev fanget af missilforsvaret Iron Dome. En del raketter ramte bygninger, og mange landede i øde område.
  • Israel Air Force svarede igen ved at angribe Hamaslokationer i Gaza – træningsfaciliteter, våbenlagre, våbenfabrikker, terrortunneller og også et køretøj, der bruges ifm. affyring af brændende drager og balloner. De fleste medier melder om 100 mål i alt. Nogle steder meldes der om op til 140 militære mål.
  • Tre palæstinensere meldes dræbt som følge af det israelske modsvar. Hamas har sagt, at den ene var en af deres soldater, mens de to andre var en mor og hendes 18 måneder gamle barn. Derudover er mindst seks palæstinensere såret.
  • Den seneste udvikling er, at en talsmand for Hamas  torsdag middag har sagt, at »denne runde af kampe nu er slut, og at freden afhænger af besættelsesmagten«.

 
Udsigt over Gaza fra den israelske by Sderot, som er en af de hårdest ramte byer. (Foto: Ruben Bernhard)

På vej mod krig?

Situationen ved Gaza er blevet mere og mere alvorlig gennem de seneste måneder. I løbet af foråret var der ugentlige voldelige demonstrationer og tusindvis af brændende drager og balloner. Så sent som i går forårsagede de 11 brande i Sydisrael. I løbet af juni og juli har der så været flere tilfælde af raketaffyringer mod Israel, hvilket altså foreløbigt kulminerede med nattens raketregn. Der har desuden været flere tilfælde, hvor snigskytter har skudt mod israelske soldater. Det kostede 20. juli en ung israelsk soldat livet.

Spørgsmålet om, hvorvidt Israel og Hamas står på tærsklen til en regulær krig, er derfor højaktuelt. Og torsdag morgen sagde en højtstående repræsentant for det israelske militær, IDF, at man nærmer sig en »totalt militær konfrontation«. »Hamas begår alvorlige fejl, og vi kan blive nødt til at gøre det klart efter fire år, at denne vej ikke giver dem nogen resultater, og at det ikke er det værd.«

Blandt reaktionerne er en fordømmelse fra FN’s mellemøstkoordinator Nikolay Mladenov: »Jeg er dybt bekymret over den seneste eskalering af vold mellem Gaza og Israel, og især af dagens mange raketangreb mod det sydlige Israel,« lyder det i en skriftlig udtalelse.

Også USA’s Jason Greenblatt, som er en af Trumps udsendinge, placerede skylden på Hamas og skrev på Twitter: »Endnu en nat med terror og familier i frygt, mens Israel forsvarer sig selv. Dette er Hamas-regimets beslutning. Hamas placerer mennesker i den frygtelige situation med krig endnu en gang.«

Den seneste uge har der ellers været hede rygter om en længerevarende fredsaftale mellem Israel og Hamas. Den skulle indebære flere ressourcer til Gazas befolkning gennem Kerem Shalom-grænseovergangen, ophør af brændende drager, udveksling af fanger og en femårig våbenhvile. Hvis det var svært at forestille sig en sådan aftale i går, så er det helt umuligt i dag.

 

Vi venter stadig på Trump

Det næste, som kan skabe en udvikling i situationen, er, at Donald Trump kommer med sin længe ventede fredsplan. I juni forlød det, at den ville komme i august. Den forventes at inddrage mange flere parter end blot Israel, Hamas og Det Palæstinensiske Selvstyre (som kontrollerer Vestbredden). Men det er desværre mere sandsynligt, at den næste udvikling bliver flere raketter fra Gaza mod Israel efterfulgt af israelske luftangreb. Flere tabte menneskeliv, endnu større frygt - og endnu længere udsigt til, at borgerne i det sydlige Israel kan leve i tryghed, og at de næsten to millioner mennesker, der holdes som gidsler af Hamas i Gaza, kan få en værdig tilværelse.