Presset på Netanyahu øges i korruptionssag

I efterhånden mange måneder har de israelske medier skrevet om fire forhold, hvor det israelske politi mistænker premierminister Benjamin Netanyahu (og hans kone, Sara) for korruption. Netanyahu selv har benægtet alle anklager og har endda selv arrangeret demonstrationer mod anklagerne. Hans regering har også forsøgt at få vedtaget et lovforslag, der vil gøre det umuligt at sagsøge en siddende premierminister.

Men ingen af forsøgene har fået anklagerne til at fordufte. Tværtimod ser det ud til, at de rykker tættere og tættere på den genstridige premierminister.

I dag offentliggjorde de israelske medier navnet på en af de mistænkte i den sag, der kaldes case 3000. Den handler om, at Israel har købt tyske ubåde for enorme beløb, selvom Forsvarsministeriet frarådede det. Mistanken går på, at købet blev gennemført på grund af dobbelte interesser hos nogle af de israelske forhandlere.

Navnet på den mistænkte er Yitzhak Molcho, som siden 2006 har været en af Netanyahus mest betroede rådgivere. Han er mistænkt for at have fået bestikkelse for at tvinge handlen igennem. At han er en af de mistænkte, bringer sagen endnu tættere på Netanyahu.             


Det er sandsynligt, at Israels premierminister ikke blot skal besvare journalisternes spørgsmål, men også politiets spørgsmål. Både han er konen, Sara, er anklaget i fire sager om korruption. (Foto: GPO/Avi Ohayon)

Forestående afhøringer

Ifølge israelske Channel 2 er sagen nu kommet så langt, at Netanyahu kan forvente at blive indkaldt til afhøring i både case 1000, 2000 og 3000 allerede i næste uge. Ender det med en retssag mod ham, kan det meget vel koste ham posten som Israels leder. Men med Netanyahu ved man aldrig. Han vil gøre alt, der står hans magt, for at bevare sin position.

 

Populær trods anklager

Grunden til, at mange israelere ønsker ham som deres leder, er især spørgsmålet om Israels sikkerhed. Skulle israelerne vælge den mest sympatiske leder, er det ikke sikkert, Netanyahu havde haft så mange år som premierminister. Men det, som han har formået at gøre rigtig godt, er at skabe gode internationale forbindelser rundtom i verden. Mange israelere frygter en leder, der undervurderer truslen fra fjender som fx Hamas, Hizbollah og Iran, der ønsker at udslette Israel. Og mange ønsker en leder, der tør tale med store ord til FN og det internationale samfund om netop den trussel. Det gør Netanyahu.