Presset hr. og fru Netanyahu på belejlig tur til Latinamerika

Det er ikke kun premierministeren selv, som er under stort pres for tiden. Også konen, Sara, og sønnen Yair optager en del spalteplads i de israelske medier i disse dage. Derfor er det meget belejligt for statslederparret, at de netop er rejst afsted først til Argentina, Colombia og Mexico og senere til USA, hvor de blandt andet skal mødes med Donald Trump.

Under turen kan de være lidt i fred for de israelske journalister, som primært ønsker reaktioner på anklagerne om korruption, som efterhånden er så alvorlige og konkrete, at der snart må komme nogle svar.

Lige nu er især anklagerne mod Sara Netanyahu brandvarme. Statsanklageren, Avichai Mandelblit, har informeret premierministerfruen om, at hun muligvis vil blive sagsøgt for at have brugt omkring 350.000 offentlige shekel på takeaway. I perioden 2010-2013 sørgede Sara Netanyahu for give det indtryk, at der ikke var ansat en kok i parrets officielle residens i Jerusalem. Derfor kunne på statens regning bestille mad udefra, hvilket hun så gjorde for det, der svarer til over en halv million kroner. Der var dog ansat en kok i perioden. Det mest sandsynlige er, at en sag indledes inden for den nærmeste fremtid.

 
Premierministerparret er i disse dage på tur til Latinamerika og USA. Når de kommer hjem venter pressens spørgsmål vedrørende de mange anklager om korruption. (Foto: Avi Ohayon/GPO)

Fire sager mod premierministeren

Benjamin Netanyahu har kaldt anklagerne mod sin kone for ”absurde”. Men måske skulle premierministeren fokusere på de mange anklager, som er rettet mod ham selv. Han er under mistanke i fire forskellige sager kaldet Case 1000, 2000, 3000 og 4000. Her er, hvad de kort fortalt går ud på:

Case 1000:
Premierministeren mistænkes for at have modtaget gaver for hundredtusindvis af shekel fra forskellige rigmænd, især Arnon Milchan, som ejer en del af tv-kanalen Channel 2. Ifølge politiet er gaverne blevet givet systematisk og nærmest på bestilling fra Netanyahu, som har forsvaret sig med, at der blot var tale om gaver fra venner. Der er dog mistanke om, at gaverne har fungeret som en slags betaling for forskellige modydelser.

Case 2000:
Politiet har en optagelse af Netanyahu, der forhandler med Arnon Mozes, som ejer det store israelske medie Yedioth Ahronoth. De to taler angiveligt om, at Yedioth Ahronoth skal levere mere positiv omtale af Netanyahu, som så til gengæld vil sørge for, at konkurrenten Israel Hayom får sværere betingelser at arbejde under.

Case 3000:
Forskellige folk, som har forbindelse til Netanyahu, mistænkes for korruption i forbindelse med et køb af ubåde fra det tyske firma ThyssenKrupp til omkring to milliarder euro. Mange af de mistænkte er blevet afhørt af politiet – og mange af dem har en rigtig tæt forbindelse til premierministeren. En af dem er David Shimron, som både var Netanyahus personlige advokat og var advokat for det tyske firmas agent i Israel. Med andre ord havde David Shimron interesse i, at tyskerne fik handlen, samtidig med at han rådgav Netanyahu. Et af de store spørgsmål i politiets undersøgelse er, om Netanyahu kendte til Shimrons dobbelte interesse.

Case 4000:
Denne sag handler om Netanyahus venskab med Shaul Elovitch, som er storaktionær i teleselskabet Bezeq. På et tidspunkt havde den israelske stat at gøre med 12 sager, som involverede Bezeq. Derfor blev Netanyahu spurgt direkte, om hans personlige forhold til topfolk i telebranchen. Premierministeren undlod flere gange at informere om sit venskab med Elovitch. Tilbage i 2015 ejede Elovitch Walla News, og dagbladet Haaretz kunne på det tidspunkt fortælle, hvordan Walla News pludselig fjernede alt, der var kritisk over for Netanayhu. Resultatet af Haaretz’ opdagelser blev, at Netanyahu fremover ikke måtte have noget som helst med Elovitch’s forretninger at gøre. Det ansvar skulle i stedet overdrages til generaldirektøren for Kommunikationsministeriet, Schlomo Filber, som i øvrigt også var tæt på Netanyahu. Dette skete i oktober 2015. Få måneder før, da Netanyahu blev genvalgt som premierminister, havde han som noget af det første fyret den daværende generaldirektør og ansat Filber. Den daværende generaldirektør kæmpede på det tidspunkt for en reform, der ville skade Bezeq. Der er med andre ord meget, der tyder på, at Netanyahu har brugt sin magt til at gøre livet lidt sjovere for sin ven hos Bezeq, som til gengæld i 2015 brugte sin indflydelse til at give premierministeren positiv omtale.

Det helt store spørgsmål er: Vil statsanklageren anlægge sag mod Netanyahu i nogen af de fire sager? Case 1000 er nok den sag, som der er størst sandsynlighed for, at premierministeren vil blive sagsøgt i.

 

Yair markerer sig igen

I sidste måned markerede parrets søn Yair sig uheldigt, da han rakte finger til en dame, som fortalte ham, at han skulle samle sin hunds lort op. Nu har Netanyahu jr. så igen skaffet sig selv mediernes opmærksomhed. I fredags lagde han et opslag på Facebook med et billede, som havde flere antisemitiske referencer. Billedet viser blandt andet et firben, som af nogle konspirationsteoretikere, blandt andet David Icke, sammenlignes med jøder. Ifølge de vanvittige teorier kan jøder skifte udseende – ligesom krybdyr – og på den måde kontrollere verden – ja, endda læse folks tanker. Billedet viser også ”den glade jødiske købmand”, som udtrykker den antisemitiske teori om, at jøderne er griske og sidder på verdensøkonomien. Der er også referencer til Illuminati, hvilket knytter sig til teorier om, at jøderne står bag alle store krige.


Screenshot af det billede, som Yair Netanyahu lagde på Facebook 8. september.

Både en nynazistisk leder og en tidligere Ku Klux Klan-leder har udtalt sig positivt om Yair Netanyahus opslag, som han fjernede igen søndag. Opslaget har dog medført stor vrede og forargelse. Det var sandsynligvis tænkt som et opslag, der skulle kritisere Netanyahus politiske modstandere, da blandt andet Ehud Barak også var på billedet. I Israel dæmper dette dog ikke vreden over, at premierministerens søn bruger antisemitiske referencer – uanset hvad tanken har været.

Presset på familien Netanyahu er dermed meget stort, og når turen til Amerika er slut, vender Benjamin og Sara hjem til et land, som efterhånden kræver nogle svar. Ender både hr. og fru Netanyahu med at blive sagsøgt – og for hvad? Og vil en retssag eventuelt koste Benjamin Netanyahu jobbet som premierminister?