Politivold under demonstration mod ikkekosher-telefoner

I det ultraortodokse område Geula i Jerusalem var der i sidste uge massive demonstrationer mod en butik, der sælger telefoner, som ikke er kosher (forklaring følger nederst i artiklen).

Flere hundrede demonstranter var mødt op. Og ifølge butiksejeren nøjedes de ikke med at skræmme kunderne væk. De smadrede også en rude i butikken. Det resulterede i flere anholdelser – men også i nogle politiaktioner, som bliver kritiseret.

 

Voldsomt overfald med efterspil

Politiet mødte som sagt op for at opløse den voldelige demonstration. Blandt andet også en civil bil med betjente. I området ved butikken kørte de mod ensretningen og kom til at ramme en anden bil.

Det fik den unge mand Haim Mizrachi til at henvende sig til chaufføren – som han ikke vidste var betjent. Videooptagelser viser, at Mizrachi stille og roligt taler til chaufføren og derefter går væk fra bilen. Få sekunder efter vælger chaufføren dog at sætte efter Mizrachi. Og kort efter gør hans kollegaer i bilen det samme. De overfalder ham, slår ham og arresterer ham.

Optagelserne har efterfølgende fået mange mennesker til at kritisere politiet. Og nu er de tre betjente blevet afhørt og er suspenderet fra deres tjeneste i fire dage.

Mizrachi har givet flere interviews om hændelsen. Han siger blandt andet: »De satte mig i en politibil, trådte på mig og slog mig i ansigtet. Jeg fortalte dem, at jeg ikke kunne få vejret. Men han sagde bare ”du får nok ilt” og slog mig.« Politiet har sagt, at Mizrachi havde overfaldt en betjent. Det er der dog intet, der tyder på ud fra videooptagelserne. Og torsdag besluttede en dommer da også at sætte ham fri efter at have været arresteret hen over natten.

 

Slået bevidstløs af vandkanon

En anden hændelse, som også fandt sted i forbindelse med demonstrationer mod telefonbutikken, har ligeledes skabt debat.

På en videooptagelse kan man se betjente ramme en ultraortodoks mand direkte på kroppen med deres vandkanon. Manden bliver blæst omkuld og ligger efterfølgende bevidstløs på jorden. Det på trods af at politiets egne retningslinjer siger, at vandkanoner ikke må sigtes direkte mod personer, men skal bruges til at gøre folk våde og på den måde opløse en demonstration.

I en tredje video ser man en betjent skubbe hårdt til en teenager inde i telefonbutikken.

Noget tyder altså på, at betjentene er gået over stregen. Indtil videre forsvarer politiet sig og siger, at eventuelle klager vil blive undersøgt. Som det altså også er tilfældet for de tre i den civile bil. De undersøges af et organ under Justitsministeriet, som efterforsker mulige overtrædelser begået af betjente.

 
Telefonbutikken, som sælger ikkekosher-telefoner, ligger i det ultraortodokse område Geula i Jerusalem. (Foto: Wikimedia)

 

… og hvad så med telefonbutikken?

Det forlyder, at telefonbutikken stadig er åben. Men en ledende person fra det ultraortodokse miljø siger, at de ikke lader sig skræmme af politiet. »Den butik vil lukke inden for få dage,« siger han.

En koshertelefon er i øvrigt en telefon, hvor der kun er udvalgte apps og funktioner tilgængelige. Andre funktioner er blevet deaktiveret. For eksempel vil internetbrowseren typisk være deaktiveret på en koshertelefon. Telefonen hjælper på den måde ejeren til at overholde de regler, som mange ultraortodokse ønsker at leve efter.