Politisk kaos afslutter 2018 i Israel

Juleferien har budt på mange store nyheder fra Israel. Her får du et overblik over vigtigste begivenheder i israelsk politik.

 

Valg 9. april

Den største nyheds kom juleaftensdag, hvor det blev offentliggjort, at Israel skal have nye regering. Premierminister Benjamin Netanyahu og hans koalition besluttede at udskrive valg til Knesset, som skal afholdes 9. april.

Ifølge alle meningsmålinger er Netanyahu kæmpestor favorit til at genvinde magten. Hans parti, Likud, står til at øge deres mandater fra de nuværende 30 til 31 eller 32 – ud af Knessets i alt 120 mandater.

Der findes ganske enkelt ikke en seriøs udfordrer blandt de politiske modstandere. Ifølge målingerne er det bedste bud på en udfordrer lige nu den tidligere IDF-chef Benny Gantz, som efter valgudskrivelsen startede et nyt parti med navnet Israel Resilience – som står til at få hele 15 mandater. Men Gantz har ingen politisk erfaring.

Den seneste uge har der været et par store overraskelser, som vidner om, at Netanyahus udfordrere er splittede. Den første store overraskelse kom 29. december. Her meddelte justitsminister Ayelet Shaked og uddannelsesminister Naftali Bennet, at de bryder ud af partiet Det Jødiske Hjem, som de sammen har stået i spidsen for, og i stedet stifter et nyt parti ved navn HaYamin HeHadash (Det Nye Højre). Partiet skal være for både sekulære og ortodokse. En af grundene er sandsynligvis, at Det Jødiske Hjem primært henvender sig til religiøse vælgere og ikke får nok stemmer fra sekulære israelere. På pressemødet sagde de også, at det nye parti ”er et højrefløjsparti uden nogen forbehold – i tjeneste for landet Israel uden kompromisser”, og at man er imod en palæstinensisk stat. Shaked og Bennet har begge været magtfulde skikkelser i Netanyahus regering. Det nye parti skal ikke være i opposition til Likud, men skal forsøge at få endnu flere mandater, end Det Jødiske Hjems nuværende 8 mandater.


Ayelet Shaked har sammen med Naftali Bennet stiftet partiet Det Nye Højre. (Foto: GPO)

Splittelse i oppositionen

Endnu en stor overraskelse indtraf nytårsdag, da Avi Gabbay, som leder Den Zionistiske Union, under et pressemøde i Knesset fortalte, at han afbryder samarbejdet med Tzipi Livni, som er leder af partiet Hatnua. Den Zionistiske Union var et samarbejde mellem Gabbays Arbejderpartiet og så Livnis Hatnua. Unionen fik 24 mandater ved sidste valg, men står til en stor tilbagegang. Unionens leder var som sagt Gabbay, men da han ikke er medlem af Knesset, var det Livni, der var den formelle oppositionsleder i Knesset.

Livni har talt meget for en fælles opposition mod Netanyahu, men Gabbay sagde på pressemødet, at han ikke var sikker på Livnis loyalitet. Det efterlader nu oppositionen i kaos. Det går rygter om nye alliancer – blandt andet med Benny Gantz og Israel Resilience som den ene part – men lige nu er der flere spørgsmål end svar, når det gælder den israelske venstrefløj og dens forsøg på at vælte Netanyahu af pinden 9. april.

En sidste vigtig skikkelse, der er værd at nævne, er Yair Lapid fra midterpartiet Yesh Atid. Han anses af nogle som det bedste bud på en udfordrer til Netanyahu. Rygterne går også på, at han vil indgå en alliance med Benny Gantz, og en måling viser, at de to tilsammen kan få 26 mandater. Ved sidste valg i 2015 fik Yesh Atid 11 mandater.

 
Avichai Mandelblit (t.h.) vil muligvis indkalde Netanyahu til en præ-høring. Dette vil indikere, at premierministeren bliver retsforfulgt efter valget.

Lang valgkamp

Der er over tre måneder til valget, og der er dermed tale om en meget lang valgkamp. Det eneste, der lige nu ser ud til at kunne komme i vejen for en sejr til Netanyahu, er en eventuel retssag mod ham. Han er mistænkt i tre sager om korruption og magtmisbrug. Før sommer besluttede politiet at opfordre til en retssag mod ham på baggrund af deres undersøgelser. Lige nu er rigsadvokat Avichai Mandelblit ved at gennemgå undersøgelserne og se på beviserne. Efter det skal han så beslutte, om der skal rejses tiltale mod premierministeren.

Det store spørgsmål er naturligvis, om denne beslutning bliver taget før eller efter 9. april. Lige nu går rygterne på to ting: 1) Mandelblit vil ikke lukke sagerne på grund af valget. 2) Han vil indkalde til en såkaldt præ-tiltale-høring inden 9. april. En sådan beslutning vil kraftigt indikere, at Netanyahu vil blive tiltalt efter 9. april. Mandelblit rådførte sig for nylig med flere tidligere højesteretsdommere og statsanklagere. De mente alle, at beslutningen om høringen forud for en tiltale bør blive taget inden valget.

Netanyahus advokater har sagt, at der ikke vil være tid nok til at færdiggøre høringen inden valget, og at den derfor bør udskydes.

Der tales naturligvis en del om, hvad de juridiske konsekvenser vil være, hvis Netanyahu henholdsvis tiltales og dømmes. Hvis han tiltales, er han ikke nødt til at træde af, men kan fortsætte som premierminister, hvilket han selv har bekræftet, at han vil gøre. Han vil dog med al sandsynlighed være tvunget til at træde af, hvis han dømmes i en eller flere af sagerne.