Pludselig kom tostatsløsningen på dagsordenen

Den israelske valgkamp har indtil for nylig handlet bemærkelsesværdigt lidt om det største politiske emne i Israel i mange år, nemlig en tostatsløsning – etableringen af en palæstinensisk stat side om side med Israel.

Men efter et interview med Trumps mellemøstrepræsentant (og svigersøn) Jared Kushner på Sky News Arabic i mandags er emnet kommet på dagsordenen.

Det hele begyndte med en misforståelse, da Kushner fejlagtigt blev citeret i de israelske medier for at have talt om en ”omlægning af grænserne”. Det, han i virkeligheden sagde, var, at USA’s plan ”handler om at etablere grænser og at finde en løsning på ’final status issues’”. Den meget vage formulering, som hverken omtaler ”tostatsløsning” eller ”en palæstinensisk stat” blev dog årsag til en heftig debat især på tværs af de israelske højrefløjspartier.

Naftali Bennet fra Det Nye Højre har efter interviewet med Kushner advaret om, at der vil blive etableret en palæstinensisk stat, og at Jerusalem vil blive delt i to, hvis Gantz/Lapid eller Netanyahu vinder valget. ”Ved det kommende valg må man vælge mellem ”højre eller Palæstina” (på hebraisk ”yemin o Falestin),” lød hans advarsel. Og med det mener han, at en stemme på Det Nye Højre er den eneste vej at gå, hvis man ikke ønsker en palæstinensisk stat.

Likud har efterfølgende kritiseret Bennet for at skade højrefløjen ved at skabe splid mellem Likud og Det Nye Højre. De burde fiske stemmer fra centrumpartierne i stedet for deres venner på højrefløjen, lød det fra Netanyahus parti.

 

Vil helst tale om de andres holdning

Når det gælder tostatsløsningen, er Netanyahu ikke meget for at udtale sig i tydelige vendinger om, hvad han mener. Han foretrækker at advare om, hvad der vil ske, hvis hans konkurrenter får magten. Som et led i Likuds store skræmmekampagne forsøger partiet at overbevise israelerne om, at der straks vil blive etableret en palæstinensisk stat, hvis Gantz og Lapid vinder valget.

Netanyahu står i en position, hvor han på den ene side ønsker at advare om sikkerhedsrisikoen for Israel, hvis han ikke vinder valget. ”En palæstinensisk stat vil bringe vores nation i fare” sagde han i sidste uge. Men på den anden side vil han gerne holde sig på god fod med Trump og Kushner, inden deres fredsplan efter planen bliver offentliggjort kort efter valget 9. april. Og derfor kan eller vil han ikke udtale sig særlig detaljeret om sine egne planer, når det gælder fredsforhandling med palæstinenserne.

Indtil videre forsøger han derfor at advare mod venstrefløjen, som i hans optik inkluderer Gantz og Lapid, samtidig med at han undgår spørgsmålet om, hvad der helt præcist vil ske, hvis han ender med selv at vinde valget.