Palæstinensiske børn oplæres til at dræbe jøder

Traditionen tro har terrorgruppen Hamas’ militære gren afholdt sommerlejr for børn i Gaza. Også i år blev lejren brugt til at hjernevaske børnene til at hade Israel og jøder. Det kom tydeligt til udtryk under et skuespil på åben gade, hvor en gruppe børn »opførte« de seneste ugers uroligheder ved Tempelpladsen i Jerusalem.

På MEMRIs (et amerikansk institut, som oversætter tekst og video på arabisk) hjemmeside kan man se hele stykket med engelske undertekster.


Hamas' sommerlejr for børn i Gaza bestod blandt andet af et skuespil, hvor "israelske vagter" bliver slået ihjel. (Foto: Memri)

Vil befri al-Aqsa

I videoen ser man en gruppe muslimer stå foran tre israelske grænsebetjente, som står vagt ved indgangen til Tempelpladsen, hvor der er opsat metaldetektorer (som det var tilfældet i nogle uger indtil i sidste uge). Vagterne forhindrer muslimerne i at komme ind på pladsen, så de bliver nødt til at bede uden for pladsen. Dette stemmer dog ikke helt overens med virkeligheden, da det var muslimernes eget valg at bede uden for Tempelpladsen som en protest mod metaldetektorerne.

Efter lidt tid begynder de bedende børn at kaste sten (papirkugler) mod vagterne. Og pludselig overfalder en af muslimerne en vagt og dræber ham med sin kniv. Overfaldsmanden bliver selv dræbt af den israelske betjent i samme moment, og speakeren råber ud i højttalerne: »En martyr er faldet, mens han udførte et knivoverfald og dræbte et af de zionistiske svin!«

Mens den dræbte »martyr« bæres væk, ankommer nogle krigere fra »Izz Al-Din Al Qassam Brigaderne«, som er Hamas’ militær. De er kommet for at »befri den velsignede al-Aqsa-moske«, siger speakeren. Det gør de, mens de råber »med vores sjæl og vores blod vil vi befri dig, oh al-Aqsa«. Derefter sprænger krigerne metaldetektorerne i luften og løber ind på »Tempelpladsen«, hvor de river et israelsk flag ned. Der hænger dog ikke israelske flag på virkelighedens Tempelplads, da Israel har indvilget i at lade muslimerne bruge pladsen til bøn, mens det er forbudt for jøder at bede der. Når skuespillet derfor fremstiller det sådan, at Hamaskrigerne »befrier al-Aqsa«, er der tale om en løgn.

Scenen på »Tempelpladsen« slutter med, at de to øvrige israelske vagter bliver dræbt.

 
Sådan så det ud i virkeligheden. Som i skuespillet i Gaza var der dog ikke tale om, at vagterne forhindrede adgang til Tempelpladsen. Som det er tilfældet de fleste andre steder i Israel (og i øvrigt også i Mekka), var de der blot for at sørge for sikkerheden; både deres egen og de besøgendes sikkerhed. (Foto: Ruben Bernhard)

Vil befri »hele Palæstina«

Skuespillet slutter med, at en Hamaskriger tager en mikrofon og erklærer, at man vil »befri Jerusalem og Palæstina i sin helhed« – det vil sige udslette staten Israel.

Budskabet fra Hamas er desværre ikke overraskende, da det altid har været terrorgruppens erklærede mål at udslette Israel.

Selvom videoen heller ikke kan komme bag på nogen, er det stadig meget, meget trist at se, hvordan små børn bliver hjernevasket til at tro, at det er godt at slå jøder ihjel; at det er godt, hvis man ofrer sit liv for at dræbe andre mennesker.

 

Største hindring for fred

Men det er ikke kun i Hamas, at hyldesten til martyrer og opfordringen til at »befri al-Aqsa« findes. Også hos Fatah, som har magten på Vestbredden, ser man den slags. Og det er netop denne opildnen til had og vold, som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, forsøger at åbne det internationale samfunds øjne for. Igen og igen argumenterer han for, at dette i virkeligheden er den største hindring for fred. For hvordan skulle Israel kunne have tillid til, at de palæstinensiske ledere ønsker fred, når de hylder terrorister?

 

43-årig mand stukket ned af 19-årig palæstinenser

Mange unge palæstinensere vælger desværre at følge skuespillets opfordring til drab. 14. juli blev to grænsevagter ved Tempelpladsen stukket ihjel. Og en uge efter blev tre personer stukket ihjel, mens de fejrede sabbat i deres hjem i bosættelsen Halamish. Og her til morgen (onsdag) blev en 43-årig mand stukket af en 19-årig palæstinenser fra Nablus. Offeret er i kritisk tilstand. Angrebet fandt sted i Yavneh.

De israelske sikkerhedsmyndigheder, politiet, militæret og efterretningstjenesterne, gør alt, hvad de kan for at forhindre terrorangreb. Det lykkes i rigtig mange tilfælde. Men medmindre de palæstinensiske ledere stopper med deres opildnen til had og drab, er det umuligt at bekæmpe terroren fuldstændigt.