Palæstinensisk pige arresteret efter slag og spark mod soldater
Ahed Tamimi er navnet på en 17-årig pige fra den palæstinensiske landsby Nabi Saleh nord for Jerusalem. Hun er en del af den såkaldte Tamimi-klan og blev for alvor kendt for fem år siden, da hun blev filmet, mens hun stod og råbte ad en israelsk soldat og truede ham med sin knytnæve. Mange opfattede episoden som et forsøg på at få soldaten til at anvende vold over for hende, hvilket så ville kunne bruges til at fremstille Israel og IDF som tyranner. Soldaten forholdt sig dog rolig.
Det samme gjorde to soldater i fredags, da selvsamme Ahed Tamimi konfronterede dem. Hun og en anden pige blev filmet, mens de ikke bare råbte ad soldaterne, men også både sparkede dem og slog dem i ansigtet. Også denne gang bevarede soldaterne roen og lod sig ikke provokere ud over at forsøge at afværge Ahed Tamimis slag – selvom de sagtens kunne have arresteret hende på det pågældende tidspunkt. Det hele skete i forbindelse med en af de ugentlige demonstrationer i landsbyen, hvor hele den kendte Tamimifamilie holder til. Aheds far, Bassem, er en af de mest fremtrædende aktivister i området.
Ifølge det israelske militær, IDF, var der mere end 200 palæstinensere, der kastede med sten mod soldaterne under demonstrationen.
Her ses Ahed Tamimi slå en soldat i ansigtet. (Foto: Youtube)
Arresteret i nat
Denne gang får Ahed Tamimis opførsel dog konsekvenser for hende. I nat gennemsøgte politiet og militæret nemlig familiens hjem og arresterede den 17-årige pige, som nu skal afhøres.
Hendes far, Bassem, fortalte til det israelske medie Ynet, at »soldaterne kom ind på vores grund og kastede gasgranater og ødelagde husets vinduer. En time før hændelsen (med Ahed Tamimi) havde de banket en ung mand, og der er en sandsynlighed for, at det netop var disse to soldater.«
Soldaterne har fået fuld opbakning fra IDF og fra forsvarsminister Avigdor Lieberman, som sagde, at Israel »ikke vil tillade, at deres soldater bliver udsat for den slags«, og at Ahed Tamimis »forældre og omgivelser ikke vil slippe for at blive straffet, som de fortjener.«
Ikke første gang
Ud over hændelserne i 2012 og i fredags var Ahed Tamimi involveret i en episode i 2015, hvor hendes bror kastede sten mod soldater. En soldat forsøgte at arrestere ham, men en gruppe kvinder og piger, heriblant Ahed Tamimi, kom til for forsøgte at vriste drengen fri. Midt i tumulten bed Tamimi soldaten i hånden.
En lignende situation fra 2012. (Foto: Youtube)