Palæstinensisk partnerskab ødelagt af »samarbejde med den zionistiske enhed«

Der bliver alligevel ikke nogen fælles aftale mellem de to palæstinensiske fraktioner Hamas og Fatah i denne omgang. De to grupper har ellers de seneste måneder haft adskillige møder, hvor de har nærmet sig hinanden og forsøgt at lægge deres fjendskab på hylden. Et valg til det palæstinensiske parlament (som har været suspenderet siden 2007) til PLO og til posten som præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre skulle have været det ultimative udtryk for den nye linje.

Men som så mange gange før røg det hele i vasken.


Mahmoud Abbas er både præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre og leder af partiet Fatah. (Foto: World Economic Forum)

Selvstyret genoptager samarbejde med Israel

Det, som tidligere på året tilskyndede Hamas og Fatah til at nærme sig hinanden, var, at Selvstyret – som er tæt forbundet med partiet Fatah – valgte at afbryde al koordinering på Vestbredden med Israel. For eksempel sikkerhedssamarbejdet. Det gjorde man for at vise sin modstand mod Trumps plan for en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne. En plan, som blandt andet omfattede israelsk annektering af cirka 30 procent af Vestbredden.

Men nu er Trumps plan lagt på hylden – blandt andet som et led i Israels fredsaftale med De Forenede Arabiske Emirater. Samtidig er det palæstinenserne, der mærker konsekvenserne af ikke at samarbejde med Israel, snarere end det er israelerne. For eksempel har det længe ikke været muligt for palæstinensere at rejse mellem Vestbredden og Gaza. En sådan tur kræver nemlig tilladelse fra Israel. Den fås, ved at de palæstinensiske myndigheder sender en anmodning om tilladelse til Israel. Men eftersom Selvstyret altså længe har haft nedlagt det samarbejde, har det heller ikke været muligt for palæstinensere at få en anmodning sendt afsted.

At planen er lagt på hylden, og at det i øvrigt skaber en masse problemer ikke at samarbejde med Israel, gjorde, at Selvstyret 17. november valgte at genoptage samarbejdet.

Og med den beslutning var det altså slut med de varme følelser mellem Fatah og Hamas. Terrorgruppen Hamas, som kontrollerer Gaza, fordømte »samarbejdet med den zionistiske enhed«. »På et tidspunkt, hvor Hamas søgte politisk partnerskab og en ensrettet national strategi med Fatah, var der andre, som søgte at fortsætte sikkerhedssamarbejdet på bekostning af vores folks interesser,« lød det fra en talsmand.

Men ifølge en talsmand for Fatah skyldes det ikke det genoptagne samarbejde med Israel. Faktisk var bruddet mellem Hamas og Fatah sket længe inden, lyder det. I stedet skulle det være på grund af Hamas’ manglende vilje til at overholde aftaler om, hvordan et palæstinensisk valg skulle afvikles.

 

Fatah har ikke noget problem med Hamas’ ideologi

Det er af gode grunde svært at afgøre, hvad der er skyld i, at der heller ikke denne gang blev enighed mellem de to palæstinensiske fraktioner. Og det er måske heller ikke så vigtigt.

Uanset hvad er det ikke nogen overraskelse, at det endte sådan. Lignende forsøg er mislykkedes mange gange før.

Nu er situationen tilbage ved det normale. Israel og Selvstyret samarbejder på forskellige områder – ikke mindst om sikkerheden på Vestbredden. Og Hamas og Fatah ligger i strid med hinanden.

Forløbet har dog vist, at det ikke er Hamas’ ideologi, der generer lederne i Fatah. Mahmoud Abbas (Selvstyrets præsident) har ikke noget problem med at samarbejde med en terrorgruppe, der har et erklæret mål om at udslette Israel. Nej, grunden til, at de ikke kan enes, er snarere et spørgsmål om palæstinensisk magtkamp – nærmere betegnet frygten for at tabe til Hamas i et valg.

Der var senest valg til det palæstinensiske parlament i 2006. Her vandt Hamas. I 2007 blev parlamentet dog suspenderet, efter at Hamas havde overtaget kontrollen med Gaza – efter blodige kampe med Fatah.