Palæstinenserne nedtoner krav om bosættelsesstop, mens Israel godkender ny bosættelse

”Vi har ikke gjort spørgsmålet om bosættelser til en topprioritet denne gang.” Mohammad Mustafa, som er finansiel rådgiver for selvstyrepræsidenten, Mahmoud Abbas, fortalte torsdag i et interview til Bloomberg, at palæstinenserne – i hvert fald lige nu – ikke vil have en fastfrysning af bosættelserne som et krav for forhandlinger med israelerne. ”Vi tror, det er bedre for alle at give den nye [amerikanske] administration en chance for at levere,” sagde han.

Dermed sender de et signal til Donald Trump om, at de har viljen til at genstarte de fredsforhandlinger med Israel, som har ligget helt stille siden 2014.

For nylig kom det frem, at Trump skældte Abbas ud i forbindelse med sit besøg i Betlehem. Trump anklagede ham for at have løjet om, hvorvidt han opildner til vold og had. Den usædvanlige udmelding om en nedtoning af kravet om bosættelsesstop kan ses som et forsøg på at forbedre forholdet til den amerikanske præsident, som har sagt, at han er optimistisk med hensyn til mulighederne for en fredsløsning. Man kan også spekulere i, om udtalelsen har en forbindelse til Trumps nylige beslutning om ikke at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem.

Endelig kan meldingen ses som et udtryk for, at Abbas og Det Palæstinensiske Selvstyre er pressede. Både økonomisk og politisk. Genstartede fredsforhandlinger og en smule amerikansk velvilje kan derfor være attraktivt for Abbas og co.

 

Godkender første nye bosættelse i 25 år

Uafhængigt af den palæstinensiske udmelding blev der onsdag givet tilladelse til at indlede planlægningen af en helt ny israelsk bosættelse på Vestbredden, som skal bestå af cirka 100 huse og kommer til at hedde Amichai. Den skal bebos af de tidligere beboere i Amona; en bosættelse, som i februar blev rømmet og jævnet med jorden, fordi den var ulovligt bygget på privatejet palæstinensisk jord.

Der er dog ikke tale om en tilladelse til at påbegynde selve byggeriet, men blot til at planlægge det. Hvis og når Amichai står færdig, vil det være den første nye bosættelse i cirka 25 år.

Denne godkendelse står lidt i kontrast til den umiddelbare palæstinensiske imødekommenhed. Israel har ellers hidtil lyttet til Trumps råd om at ”holde lidt igen med bosættelserne”.

Hvilken fredsløsning der skal diskuteres, hvis det skulle lykkes at genstarte forhandlingerne, er også et relativt åbent spørgsmål. Og måske er det netop dette faktum, der gør, at sandsynligheden for forhandlinger er større under Trump. Resultatet er ikke på samme måde givet på forhånd, som det var tilfældet under Obama, der kun fokuserede på en tostatsløsning med et delt Jerusalem. Under Trump er intet givet på forhånd.