Palæstinensere tør ikke indbetale til pension af frygt for korrupte politikere
»Alle ønsker et system for social sikkerhed, men med den store korruption i vores regering kan vi ikke stole på den institution, som regeringen har skabt.« Sådan lød budskabet fra en af de palæstinensiske demonstranter, der i midten af december deltog i en demonstration i Ramallah mod Institutionen for Social Sikkerhed, som Det Palæstinensiske Selvstyre for nylig oprettede. En institution, som har været mange år undervejs, og som skal sikre pension til ansatte i den private sektor.
Men den 30-årige lærer Nidal Quran er kun af mange, som ikke stoler på deres politikere, og som ikke har råd at betale endnu mere i skat. »Hvad hvis regeringen en dag tager institutionens penge under påskud af en finansiel krise,« spørger han i en artikel i Times of Israel. Et stort flertal af palæstinenserne ser opfatter, ligesom Nidal Quran, Selvstyret som dybt korrupt.
De har i forbindelse med demonstrationerne ladet sig inspirere af "de gule veste" i Frankrig, som har demonstreret mod de høje leveomkostninger. På Vestbredden bruger man i stedet blå handsker. De hjælper til at skabe en fælles enhed blandt de mange utilfredse.
Manara Square i Ramallah, hvor Det Palæstinensisk Selvstyres hovedkvarter ligger. (Foto: Ole Andersen)
Skal betale mere i skat
Den lov, som er vedtaget i forbindelse med den nye institution, kræver, at palæstinensere, som er ansat i den private sektor, skal betale 7,2 procent af deres indkomst til »social sikkerhed«. Når man fylder 60 og har indbetalt mindst 180 gange, er man så berettiget til pension. Og institutionen skal desuden betale for forsikring i forbindelse med arbejdsskader. Loven gælder også de palæstinensere, der arbejder i Israel, og de israelske myndigheder har ifølge Selvstyret lovet at sørge for, at de palæstinensiske ansatte kommer til at betale den ekstra skat.
I forvejen har de fleste palæstinensere meget svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk. Lønnen er lav, og arbejdsløsheden er stor.
Selvstyret har forsvaret sig med, at det slet ikke er muligt for regeringen at tilgå de penge, som indbetales. Og præsident Abbas har sagt, at det er muligt at ændre loven om social sikkerhed, og at han er åben for ændringsforslag.
Men flertallet af palæstinenserne er imod loven, viser en rundspørge. Ikke fordi de er imod et system for pension, forsikring barsel osv. Men fordi de ikke stoler på, at indbetalingerne i sidste ende vil komme dem til gode.
Eskalerende konflikt mellem Fatah og Hamas
Det er ikke kun de øgede skatteafgifter og deres mangel på tillid til deres politikere, der er et problem for palæstinenserne.
Også konflikten mellem Fatah (der er tæt knyttet til Selvstyret) og Hamas gør, at udsigten til vækst og fremgang ser dyster ud.
Fatah har meddelt, at man vil gøre alt for at fjerne Hamas fra magten i Gaza. Som et første skridt valgte man søndag at fjerne sine vagter fra grænseovergangen Rafah, hvor palæstinensere kan rejse mellem Gaza og Egypten. Det er sandsynligt, at dette vil gøre det meget sværere for palæstinensere at komme ud af Gaza, da Egypten næppe vil lade folk rejse ud, når Selvstyrets folk ikke er der til at kontrollere, hvem der rejser ind i Egypten. Derudover truer man med at skære yderligere i den økonomiske støtte til palæstinenserne i Gaza, som angiveligt lige nu får 96 millioner dollars om måneden fra Selvstyret. Det vil alt sammen forværre situationen i Gaza og øge presset på Hamas.
Kan få konsekvenser for Israel
Når situationen i Gaza forværres, giver det som regel problemer for Israel. Det øger nemlig risikoen for raketangreb og voldelige demonstrationer. Et middel, som Hamas bruger til at aflede opmærksomheden fra kritikken af dem selv og i stedet rette frustrationen mod Israel.
I december indgik Hamas og Israel en våbenhvile kort efter det største raketangreb nogensinde – over 400 raketter på et døgn. For få dage siden blev våbenhvilen kortvarigt brudt, da en enkelt raket blev affyret mod Israel. Situationen eskalerede ikke. Men det kan den let gøre, hvis Fatah og Selvstyret i bogstavelig forstand lukker for det varme vand til Gaza.