Over 300 ultraortodokse blev anholdt for at bryde corona-forbud

Næppe har den jødiske højtid lag b’omer været mere dramatisk, end det var tilfældet i år, hvor dagen blev markeret fra mandag til tirsdag i denne uge.

På lag b’omer mindes de ultraortodokse jøder rabbineren Shimon bar Yochai fra det andet århundrede. Det gør de blandt andet ved at besøge hans gravsted på Meronbjerget i det nordlige Israel.

På grund af coronavirus havde politiet dog sat en grænse på maksimalt 150 besøgende på bjerget. Den grænse respekterede de ultraortodokse ikke, og flere hundrede mænd stimlede sammen ved rabbinerens grav tirsdag eftermiddag.

Det resulterede i mere end 300 anholdelser af personer, som ifølge politiet havde angrebet dem fysisk, kastet sten mod dem og nægtet at adlyde ordren om at opløse forsamlingen.

I dag er stort set alle anholdte løsladt med en bøde i hånden. De voldelige sammenstød på Meronbjerget medførte, at flere kom til skade. Tre personer er stadig tilbageholdt, anklaget for overfald på betjente

Nogenlunde samtidig tirsdag havde cirka 2000 ultraortodokse jøder forsamlet sig på gaden i Mea Shearim i Jerusalem – ligeledes i anledning af lag b’omer. Mandag aften havde politiet måttet adsprede en forsamling på flere hundrede samme sted.

 
Shimon Bar Yochais grav på Meronbjerget (i 2010). (Foto: Ole Andersen)

Frygter anden bølge

Det vækker stor bekymring hos landets sundhedsmyndigheder, at de ultraortodokse fortsætter med ikke at respektere restriktionerne. Også nu, hvor det israelske samfund er begyndt at åbne igen.

Tidligt i coronakrisen nægtede mange ultraortodokse at følge anvisningerne, og nogle har hele tiden nægtet at rette ind. Konsekvensen har kunnet aflæses i statistikkerne. En uforholdsmæssig stor del af Israels smitte- og dødstilfælde har nemlig været fra det ultraortodokse samfund. Især Mea Shearim og byen Beit Shemesh lidt vest for Jerusalem har været hårdt ramt og har af den grund været under særligt strenge restriktioner i nogle perioder.

Nu advarer sundhedsmyndighederne om, at de seneste dages hændelser kan betyde, at nogle restriktioner bliver genindført. Man frygter, at det ellers vil ende i en ny bølge af smittespredning.

 

På billeder og videoer i denne artikel kan man se, hvordan scenerne på Meronbjerget og i Mea Shearim udspillede sig.