Ordet og Israel fordømmer dansk antisemitisme

Hvis man har fulgt med i nyhederne herhjemme i løbet af weekenden, har man ikke kunnet undgå at høre om de mange antisemitiske hændelser, som har ramt jøder landet over – præcis 81 år efter Krystalnatten.

Lørdag morgen opdagede Ela og Henrik Chievitz fra Silkeborg, at nogen havde klistret en gul jødestjerne med teksten »Jude« på deres postkasse. Selv samme stjerne blev brugt at nazisterne under Anden Verdenskrig som led i deres forsøg på at dræbe alle jøder. Det var påbudt jøderne at bære stjernen, så de kunne identificeres som jøder og senere sendes til koncentrationslejrene.

Ela Chievitz er jøde, mens Henrik er formand for Dansk-Israelsk Forening. De var ikke de eneste, der vågnede op til synet af jødestjerner. Også i Aarhus og Dronninglund er der blevet påsat klistermærker på bygninger – blandt andet hos »Nordjyske Venner af Israel« og »Dansk-Israelsk Forening«.

I Randers var 80 jødiske gravsten blev hældt over med grøn maling, og et medlem af Det Jødiske Samfund kom hjem til sin bolig i Brøndby og så, at nogen havde malet en stor Davidsstjerne på muren. Ved siden af var et logo tilhørende gruppen Nordfront, der kalder sig en revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation.

Henri Goldstein, der er formand for Det Jødiske Samfund, fortæller, at man opfatter de mange tilfælde som decideret forfølgelse. »Det hænger som en trussel over os, og vi kigger os over skulderen en gang mere, end vi har gjort tidligere,« siger han til DR. Hændelserne får dog ikke lov at ødelægge hverdagen for Det Jødiske Samfund, fortæller han: »Vi lader os ikke kue af, at man vil sige nogle grimme ting til os. Vi har ikke planer om at lave om på vores jødiske liv her i Danmark på grund af en nazistisk hilsen her og der.«


Jødestjerne på postkasse i Silkeborg. (Foto: privat)

Bred fordømmelse

Mange fremtrædende danske politikere har fordømt de antisemitiske hændelser. »Antisemitisme og racisme har ingen plads i vores samfund. Og weekendens angreb på en jødisk gravplads i Randers er både et angreb på danske jøder og alle vi andre. Vi må fordømme det, og myndighederne må gøre, hvad de kan for at opklare de her forbrydelser,« skrev statsminister Mette Frederiksen på Facebook.

Jakob Elleman, Peter Skaarup, Søren Pape og Morten Østergaard er blot nogle af de øvrige politikere, der har udtryk fordømmelse.

 

I Ordet og Israel deltager vi i koret af stemmer, der fordømmer handlingerne. Antisemitisme har ingen plads i vores samfund – eller nogen andre steder. De danske jøder fortjener fuld frihed til at leve som jøder på den måde, de vil. Det skal de kunne uden frygt for forfølgelse eller chikane af nogen art. Men sådan er det desværre ikke. Og derfor ønsker vi at sige højt og tydeligt fra over for de antisemitiske hændelser i weekenden og over for den tendens, de er et udtryk for.

Vi har sendt vores hilsener og en sympatierklæring til overrabbiner Jair Melchior, Det Jødiske Samfunds formand, Henri Goldstein, og til nogle af de berørte personer.