Optakt til valg: De israelske partier

I en række artikler her på siden vil vi i de kommende måneder lade op til parlamentsvalget i Israel 9. april. I denne artikel kan du læse lidt om historien, når det gælder de forskellige partier i landet. Senere kommer det til at handle om fx valgsystemet, valgdeltagelse, politiske profiler og de aktuelle meningsmålinger. Så følg med, og bliv klædt godt på til 9. april.

Stor udskiftning

Siden valgudskrivelsen 24. december er der allerede blevet stiftet mindst 9 partier, som forventer at stille op til valget. Det er rigtig mange – næste lige så mange som de 10 partier/alliancer, der lige nu sidder i Knesset. Det vidner også om, hvordan kulturen er mht. partier og partistiftelse i Israel. Det sker lidt mere på den front end herhjemme i Danmark.

Det tyvende Knesset, som altså opløses lige om lidt, består som sagt af 10 partier eller alliancer, hvoraf alliancerne består af flere partier. Det gælder Den Zionistiske Union, som består af Arbejderpartiet og Hatnua, og Den Arabiske Fællesliste, som består af en række små arabiske partier.

Går vi 15-16 år tilbage til valget i 2003, blev 13 partier/alliancer valgt ind. Sammenlignet med 2003 vil det sandsynligvis kun være Likud, Shas og Meretz, der er rene gengangere i 2019. Dengang stillede fx Arbejderpartiet op sammen med Meimad. Og de arabiske partier stillede op for sig selv.

Går vi 50 år tilbage, er der ingen af de partier, som blev valgt ind dengang, som er på stemmesedlen i år. Dog skal det siges, at fx Agudat Yisrael, som dengang fik 4 mandater, nu er en del af United Torah Judaism. Og det, som dengang hed Alignment, er det, som i dag er Arbejderpartiet.

Ifølge Jewsish Virtual Library er der mindst 111 partier, som har været repræsenteret i Knesset. Og der har kun været valg 20 gange i statens snart 71 år.

Likud er storfavorit

Lad os se på højrefløjspartiet Likud, som med Benjamin Netanyahu i spidsen er storfavorit til at genvinde magten. Partiet blev stiftet i 1973 af Ariel Sharon og Menachem Begin, som også var den første leder. Det var det første højrefløjsparti, der vandt magten i Israel – i 1977. Ved stiftelsen i 1973 var det dog ikke lige så højreorienteret, som det er i dag. Dengang var det en sammenslutning af partier fra både højrefløjen og venstrefløjen. Begin repræsenterede dog højrefløjen. Han stod bag bl.a. fredsaftalen med Egypten i 79 og loven om et forenet Jerusalem fra 1980 og var kendt for at arbejde for jødisk bosættelse i Judæa og Samaria.

Efter Begin var Yitzhak Shamir partileder fra 1983 til 1993, hvor Netanyahu blev valgt. Han ledte partiet  i seks år, indtil Ariel Sharon afløste ham i perioden 1999-2005. Siden da har Netanyahu ledet partiet og været premierminister siden 2009. Der er med andre ord tale om de sidste ti års absolut mest indflydelsesrige parti.

Ariel Sharon forlod Likud for at stifte midterpartiet Kadima, som faktisk blev det største parti i Knesset ved valgene i hhv. 2006 og 2009. I 2013 gik det imidlertid galt, og partiet mistede 26 mandater og endte på blot 2. Ved sidste valg kom partiet ikke ind og er nu gået i opløsning.

Arbejderpartiet er ikke, hvad det har været. Partiet mangler ledere som fx den populære Shimon Peres. (Foto: Wikimedia)

Arbejderpartiet skranter

Likuds rival er Arbejderpartiet, som altså i den nuværende valgperiode har været en del af Den Zionistiske Union. Unionen blev for nylig opløst af Avi Gabbay, der leder Arbejderpartiet. Han står nu til et historisk dårligt valg med under 10 mandater. Og da han talte til sit eget parti i denne uge, blev der buhet ad ham. Fra talerstolen sagde hans interne rivaler, at det var en fejl, at de valgte ham som leder i 2017. En pudsig historie om Gabbay er, at han efter valget i 2015 (hvor han stillede op for midterpartiet Kulanu, men ikke blev valgt ind) faktisk blev miljøminister i Netanyahus regering, selvom han ikke havde mandat i Knesset. Og altså nu skal forestille at være oppositionens bedste bud på en udfordrer.

Historisk set er der ikke desto mindre tale om en magtfaktor i israelsk politik. Partiet blev egentlig først stiftet i 1968, men det var på det tidspunkt en sammenslutning af de tre partier Mapai, Ahdut HaAvoda og Rafi, hvoraf Mapai er det mest kendte parti. I en årrække i 60’erne gik sammenslutningen under navnet Alignment.

Blandt lederne af Mapai og senere Arbejderpartiet kan nævnes: David Ben-Gurion (48-63), Golda Meir (69-74), Yitzhak Rabin (74-77 og 92-95) og Shimon Peres (03-05). Hvis der er noget, Arbejderpartiet og den israelske opposition i det hele taget har brug for i dag, så er det en lederskikkelse, der bare minder en smule om de navne, der tidligere har stået i spidsen for partiet. Hverken Avi Gabbay eller hans forgænger Isaac Herzog er blevet anset som en reel udfordrer til premierministerposten.

Mange nye partier

Som sagt skal vi denne gang forholde os til en lang række nye partier. Fire ud af de ni nye af slagsen er stiftet af folk med militær baggrund, hvilket er et vidnesbyrd om, at national sikkerhed er og bliver det vigtigste emne for israelerne, når de skal afgive deres stemme. Ikke mindst Benny Gantz og hans parti, Israel Resilience, klarer sig godt i meningsmålingerne. Gantz har dog endnu ikke sagt noget om, hvad hans parti står for. At han alligevel får så stor tilslutning, siger selvfølgelig noget om, at han er en populær skikkelse. Men det siger også noget om, at der er en høj grad af politikerlede i Israel.

Du kan læse lidt mere om de nye partier i nogle af de øvrige artikler fra den seneste uges tid.

Kilde: Israel Virtual Library.