Omfattende sultestrejke skal danne politisk platform for fængslet leder

Mindst 1.187 ud af 6.500 palæstinensere i israelske fængsler påbegyndte mandag en sultestrejke. De kræver bedre forhold såsom mere kontakt til familien, flere tv-kanaler og bedre medicinsk behandling. Strejken blev indledt på den såkaldte »Fangernes dag«. Men i virkeligheden handler strejken knap så meget om forbedrede forhold. Der er tale om en større politisk kamp.

Strejken ledes af den 58-årige Marwan Barghouti, som er en fremtrædende skikkelse i partiet Fatah, der har kontrollen på Vestbredden. Mange ønsker, at han overtager posten som leder af Fatah efter Mahmoud Abbas. Barghouti har dog siddet i fængsel siden 2002 for at stå bag angreb mod Israel, som har kostet flere sårede og dræbte. Det var under den anden intifada i begyndelsen af nullerne.

I en klumme i New York Times skrev han for nylig: »Denne sultestrejke vil vise endnu en gang, at fangernes bevægelse er det kompas, der viser vejen for vores kamp; kampen for frihed og værdighed. Navnet, som vi har valgt til dette nye skridt i vores vej mod frihed.« New York Times er blevet kritiseret i de israelske medier for at kalde Barghouti »en palæstinensisk leder og parlamentariker«. Den israelske Kulanu-politiker Michael Oren har kaldt klummen for »et medieterrorangreb«, fordi den mærkeligt nok ikke nævner Barghoutis meddelagtighed i terrorvirksomhed mod Israel.

Handler om mere end indsattes vilkår

Og strejken handler da også om mere end bedre forhold for de indsatte. Ifølge flere israelske analytikere handler den mere om Barghoutis personlige kamp for at overtage posten som Fatahs leder, når den 82-årige Abbas på et tidspunkt takker af. Selvom Abbas og hans folk ikke bryder sig om Barghouti, støtter de officielt sultestrejken. De kan ikke gøre andet end at støtte de formelle krav om bedre forhold for de indsatte – også selvom de ikke kan lide, at Barghouti i hvert fald for en stund stjæler de politiske overskrifter og vinder en vis opbakning blandt befolkningen både på Vestbredden og i Gaza.

Den israelske minister for offentlig sikkerhed, Gilad Erdan, har afvist, at forholdene for de indsatte er for dårlige. Han mener, at fangerne har det fint. Også Udenrigsministeriet har afvist anklagerne. De skriver i en meddelelse, at der ikke er tale om politiske fanger, men forbrydere og terrorister, der har fået deres retfærdige dom.

Der er sultestrejkende fanger i alle disse israelske fængsler: Gilboa, Megiddo, Nafha, Ketziot, Shikma, Ramon, Hadarim og Nitzan. Uden for et af fængslerne har myndighederne etableret et felthospital for at undgå, at de strejkende må sendes til almindelige hospitaler. Dette er blot en af måderne, hvorpå de forsøger at nedkæmpe strejken og gøre den så lidt dramatisk som muligt.

Hadarim-fængslet i det centrale Israel er et af de mange steder, hvor palæstinensiske indsatte mandag begyndte en sultestrejke. (Foto: יעקב/Wikimedia)

De store spørgsmål

Kun tiden kan vise, om sultestrejken bliver Barghoutis vej til en stærkere politisk position, eller om de israelske myndigheder formår at håndtere den så godt, at der ikke kommer nogen ændringer i fangernes forhold. Fører strejken ikke konkrete ændringer med sig, vil det være et nederlag for Barghouti. Lykkes det derimod for ham, vil han sende et markant signal om, at han er en leder, der kan tage kampen op med Israel.

At over 1000 fanger sultestrejker, er en god begyndelse for Barghouti, selvom han havde håbet på endnu flere. Det vil blive interessant at se, hvor mange der holder ud i længden, og hvor stor international opmærksomhed strejken tiltrækker. Dette kan nemlig også være en afgørende faktor for, om Israel føler sig presset til at gøre indrømmelser over for de indsatte.