Ofri Bibas-Levy med skarp kritik af Netanyahu
I dag, onsdag, begraves Shiri, Ariel og Kfir Bibas. Det sker ved en lille og lukket ceremoni i Zohar tæt på kibbutz Nir Oz, hvor familiens hjem lå, og hvor de blev taget som gidsler 7. oktober 2023.
Onsdag formiddag havde tusindvis af israelere stillet sig ved de veje, hvor bilen med de tre kister kørte.
Og på Hostages Square i Tel Aviv var mange mødt op for at følge begivenhederne på livestream. Selve begravelsen blev ikke transmitteret. Men det blev talerne.
Læs en engelsk oversættelse af Yarden Bibas' tale her.
Kritik af Netanyahu og medier
Ofri Bibas-Levy er søster til Yarden Bibas, Shiris mand og drengenes far. Ofri har ofte udtalt sig på vegne af Bibas-familien, og det gjorde hun også tirsdag, hvor hun rettede en skarp kritik mod blandt andet premierminister Netanyahu.
Netanyahu har hele to gange holdt en tale, hvor han meget detaljeret har beskrevet, hvordan Hamas dræbte Kfir og Ariel Bibas. Den første gang var til en militær ceremoni søndag den 23. februar. Efter denne tale sendte Bibas-familien et brev, hvori de bad Netanyahu og andre om ikke at give disse detaljerede beskrivelser af respekt for familien. Alligevel valgte premierminister at gøre det samme, da han søndag holdt tale for AIPAC.
Hærens talsmand Daniel Hagari var fredag kommet med en udtalelse, som ifølge Ofri Bibas-Levy »ord for ord« var godkendt af Yarden og familien. Her sagde Hagari, at drengene blev dræbt »med koldt blod« og »med de bare næver« af deres gidseltagere. Han sagde også, at de efterfølgende havde begået »uhyrlige handlinger« for at skjule dette.
Netanyahus tale var ny information for familien
Bibas-familien mener, at Netanyahu har brugt familiens tragedie til sin egen propaganda. Og ikke nok med det. Ofri Bibas-Levy har også sagt, at familien selv er blevet bekendt med de uhyggelige detaljer netop gennem medierne og gennem Netanyahus beskrivelser. Der er altså tale om detaljer, som ikke engang familien havde fået af myndighederne.
I en skriftlig meddelelse kort efter Netanyahus anden tale har Ofri Bibas blandt andet skrevet: »Hvis jeg må sige noget på vegne af Bibas-familien: Hold mund!«
Invitation til Nir Oz
Ved en af talerne havde Netanyahu medbragt et billede af Shiri, Ariel og Kfir.
Men premierministeren har endnu ikke besøgt den kibbutz (Nir Oz), hvor familien og mange andre ofre for terrorangrebet boede. Og det har skabt vrede hos mange.
Et af de nyligt løsladte gidsler, Sagui Dekel Chen, inviterede Netanyahu på en tur til Nir Oz. »Jeg kan forstå, at du ikke har besøgt Nir Oz. Jeg giver dig en personlig invitation. Vi vil glemme politik og gå på Nir Oz’ gader. (…) Lige nu blomstrer alt. Men jeg vil vise dig steder sølet i blod og nedbrændte hjem,« sagde han blandt andet.
Det fremgår umiddelbart, hvordan Netanyahu har forholdt sig til invitationen.