Nyt fra krigen: Spiller Chopin i kibbutz

Antisemitisme-ambassadører i fælles opråb: Beskyt de lokale jøder

»Jødiske samfund er bange og bliver truet,« lyder det i en udtalelse, der er udsendt mandag. Repræsentanter fra 24 lande – heriblandt Danmark – har skrevet under på udtalelsen, og det samme har en række organisationer.

Udtalelsen opfordrer regeringer og lokale myndigheder rundtom til i denne tid at gøre en ekstrastor indsats for at beskytte de jødiske samfund.

I udtalelsen henvises der til »det barbariske angreb af Hamas-terrorister«, og det nævnes, at der har været demonstrationer i mange lande, »hvor personer har hyldet disse forfærdelige handlinger af Hamas, har fejret mord på jøder og endda har opfordret til flere angreb på jøder.«

Dernæst henviser udtalelsen til, at »synagoger og andre jødiske steder er blevet angrebet, og skoler er blevet lukket, fordi de ikke kan garantere for sikkerheden for eleverne. Sabbatsfejringer kræver bevæbnede vagter. I nogle byer bliver jøder chikaneret på gaden«.

En af underskriverne er Ulf Melgaard fra det danske udenrigsministerium.

Se den fulde udtalelse og underskriverne

 

IDF: Har fundet affyringsramper tæt på swimmingpool og legeplads

Den israelske hær har delt billeder, der viser, at soldater har fundet raketaffyringsramper midt i civile områder. For eksempel fandt israelske soldater en affyringsrampe gemt under jorden få meter fra en swimmingpool – og blot 30 meter fra beboelsesejendomme. Hæren har også offentliggjort billeder af flere affyringsramper på et område med legeplads. »Dette er endnu et bevis på, at terrororganisationen Hamas konstant bruger civilbefolkningen som skjold,« skriver IDF.

På X har IDF offentliggjort video og billeder fra en moske i Gaza, som tydeligvis bruges til at angribe Israel.

 

Hæren nærmer sig Hamas' hovedkvarter

Israels hær har sagt, at Hamas’ hovedkvarter i Gaza er placeret under det store Al Shifa-hospital i Gaza By. Og ifølge hærens øverste talsmand, Daniel Hagari, er de israelske soldater nu tæt på hospitalet. På deres vej har de ødelagt de underjordiske tunneller, de er stødt på.

 

Betjent dør efter terrorangreb

Den unge betjent Elisheva Rose Lubin var en af de to betjente, som søndag blev stukket ned af en 16-årig terrorist fra Østjerusalem. Hun var i kritisk tilstand og døde mandag af sine kvæstelser. Hun boede i en kibbutz tæt på Gaza, og 7. oktober var hun med til at forsvare den mod Hamas-terrorister. Hun immigrerede i 2021 til Israel fra USA, hvor hendes familie bor.

 

Jødehadet i Frankrig eksploderer

Mange steder i verden oplever jøder forfølgelse og trusler på grund af krigen mellem Hamas og Israel. Et af de steder, hvor antisemitismen for alvor er blusset op, er Frankrig.

Ifølge udenrigsminister Gerald Darmanin er der siden 7. oktober blev indrapporteret over 1000 tilfælde af antisemitisme. Tæt på 500 personer er blevet arresteret i den forbindelse.

I Lyon blev en ung jødisk kvinde stukket ned i sit hjem. Hun overlevede. Gerningsmanden tegnede et hagekors på hendes dør, før han stak af. Næstefter USA og Israel er Frankrig det land med den største jødiske befolkning – på cirka en halv million mennesker.              

 

Soldat spillede Chopin i forladt kibbutz

En af de kibbutzer, som blev infiltreret af Hamas-terrorister 7. oktober, er Nahal Oz. De indbyggere, som overlevede angrebet, er nu evakueret. Men det betyder ikke, at kibbutzen er helt tom, for IDF-soldater er nemlig til stede. I en video, som er gået viralt, kan man se soldaten Tal sidde i et af de forladte hjem og spille på husets klaver. Han spiller et stykke af Chopin, som blev brugt i filmen »Pianisten«, der handler om Holocaust.

Husets beboere, som overlevede angrebet, har set videoen og var rørt af den, skriver allisrael.com.

 

Amerikaner dræbt under demonstration

Den 69-årige Paul Kessler er død af de kvæstelser, han fik under en demonstration i Los Angeles søndag. Her kom han angiveligt i karambolage med en propalæstinensisk demonstrant. Ifølge Jewish Federation of Greater Los Angeles blev han slået i hovedet med en megafon. Det forlyder også, at han slog hovedet i et fald som følge af et fysisk sammenstød med en demonstrant. Det vides altså endnu ikke med sikkerhed, hvad der førte til hans død.