Nyt angreb mod synagoge: En dræbt og tre såret
I lørdags var det præcis et halvt år siden, at det jødiske samfund i USA blev ramt af det værste angreb nogensinde. 27. oktober blev 11 personer dræbt i et terrorangreb mod synagogen Tree of Life i Pittsburgh.
På halvårsdagen ramte endnu en tragedie så en amerikansk synagoge. En 19-årig gerningsmand ved navn John Earnest gik ind i en synagoge i Poway ved San Diego – bevæbnet med en riffel. Her skød han omkring sig mod de cirka 100 tilstedeværende, indtil han flygtede fra synagogen. Det er usikkert, hvad der fik ham til at flygte. Nogle beretter om, at en civil betjent i synagogen havde en pistol på sig og skød mod terroristen. Andre steder er forklaringen, at terroristens våben holdt op med at fungere. Uanset hvad er den tragiske konklusion, at en 60-årig kvinde mistede livet. Derudover blev tre personer såret, men ingen af dem er i livsfare.
Den 60-årige kvinde hed Lori Gilbert-Kaye. Ifølge vidner i synagogen døde hun, fordi hun kastede sig imellem terroristen og synagogens rabbiner, Yisroel Goldstein. Goldstein var en af de tre sårede. Han blev skudt i begge hænder, som han brugte til at beskytte ansigtet.
De to andre sårede var en otteårig pige og hendes onkel, som begge blev ramt af splinter i forbindelse med de mange skud, som blev affyret. Den 34-årige onkel formåede at få sin niece og mange af de andre børn, som var i synagogen, ud af farezonen. Alle de tre sårede er nu udskrevet fra hospitalet.
Efter at den unge gerningsmand flygtede fra synagogen, kunne politiet kort tid efter anholde ham.
Søndag aften deltog rabbineren – på trods af sine skader på begge hænder – i en mindehøjtidelighed tæt på Poway-synagogen. Mange hundrede mennesker fra lokalområdet var mødt op for at vise deres støtte til det jødiske samfund.
I sin tale sagde rabbiner Goldstein blandt andet, at ”det, som skete, skete for os alle sammen”. Det jødiske samfund i USA har oplevet en voksende antisemitisme, som altså kulminerede for et halvt år siden med terrorangrebet mod Tree of Life i Pittsburgh. Angrebet i Poway var endnu et angreb mod hele det jødiske samfund i landet, som er det klart største uden for Israel.
Højreradikale føler sig svigtet af Trump
Meget tyder på, at motivet for angrebet hænger sammen med en modstand mod USA’s præsident, Donald Trumps forhold til Israel og jøder. Gerningsmændene i hhv. Pittsburgh og Poway var begge højreradikale, som følte sig forrådt af Donald Trump, fordi han ifølge dem lader sig påvirke alt for meget af Israel. Earnest havde angiveligt skrevet følgende på nettet, inden han udførte sit angreb: ”Er det det værd for mig at leve et komfortabelt liv, når prisen er, at verdens jøder besegler min races skæbne?” Begge terrorister har talt om ”international jødedom”, som de anklager for mangt og meget – blandt andet forfølgelse af kristne.
Ifølge Jerusalem Post findes der konspirationsteorier blandt højreradikale i USA om, at Trump er under påvirkning af sin jødiske svigersøn Jared Kushner, og at Det Hvide Hus er ”inficeret af jøder”. I avisens undersøgelse af fora på nettet, har de fundet mange eksempler på, at mange, som støttede Trump under valgkampen i 2016, føler, at det nu er ”Israel først” frem for ”Amerika først”. Der er desuden mange eksempler på, at jøder beskyldes for at styre medierne og finansverdenen.
Antisemitisk tegning
For nylig udgav New York Times – der generelt opfattes som et medie, der befinder sig på den politiske venstrefløj – en tegning, der viser Benjamin Netanyahu som en førerhund, der leder en blind Donald Trump. Tegningen vakte stor vrede, og mange så den som et eksempel på klassisk antisemitisme, hvor jøder beskyldes for at styre samfundet gennem manipulation med magthaverne. Efter pres valgte avisen at undskylde for tegningen og medgav, at den var antisemitisk.
Lørdagens forfærdelige angreb og tegningen i New York Times viser, at der på både venstrefløjen og højrefløjen i USA er en utilfredshed med, at Donald Trump behandler Israel, som han gør. Senest valgte han i sidste måned at anerkende den israelske annektering af Golan i 1981.
I lørdags betalte et medlem af en amerikansk synagoge så den højeste pris. Og det jødiske samfund blev atter mindet om, at der findes personer, som ønsker at dræbe jøder, fordi de er jøder.