Nye antisemitiske tilfælde i Frankrig: Tallene giver grund til bekymring
Ifølge den franske indenrigsminister, Christophe Castaner, blev der sidste år registreret 541 tilfælde af antisemitisme i Frankrig. Det er en stigning på hele 74 procent, eftersom tallet i 2017 var 311.
Det er ikke nogen nyhed, at Frankrig er det europæiske lande, der er mest plaget af antisemitisme. Det er også det land i Europa med den største jødiske befolkning – omkring en halv million. Samtidig er det også det europæiske land, hvor flest jøder vælger at flytte på grund af antisemitisme.
I sin tale mandag sagde den franske indenrigsminister, at ”antisemitisme spredes som gift” i landet. Han lovede også, at regeringen vil gøre alt for at bekæmpe fænomenet.
Håner jødisk mordoffer
Indenrigsministeren talte på det sted, hvor det seneste tilfælde af antisemitisme fandt sted. I går, mandag den 11. februar, opdagede kommunalarbejdere, at et helt særligt træ i Paris var blevet fældet. Træet blev plantet i 2006 til minde om den unge jødiske mand Ilan Halimi, som blev kidnappet og tortureret til døde.
Den modbydelige handling er desværre langtfra den eneste. For få dage siden blev en jødisk bagerbutik udsat for hærværk, da en ukendt gerningsmand skrev ”Juden” med spraymaling på vinduet. Nogenlunde samtidig blev der malet antisemitisk graffiti på kommunale postkasser, hvorpå der er et portræt af holocaustoverleveren Christian Veil, som døde i 2017. Veil var en vellidt fransk politiker. På postkasserne var der tegnet nazisymboler.
Disse tre hændelser er altså sket inden for de seneste dage. Sammenholdt med tallene, der viser en stor stigning i antisemitisme, frygter mange, at Frankrig står over for en ny bølge af had mod landets jøder.
At frygten er reel i det jødiske samfund, er der ingen tvivl om. Nye tal viser, at hele 2300 jøder sidste år valgte at forlade landet – nogle flyttede til Israel, nogle til andre lande.
I 2015 blev fire jøder dræbt ved et koshersupermarked. Fire år senere kæmper Frankrig stadig med en voksende antisemitisme.
Mistanke mod De Gule Veste
Den seneste opblussen kan ifølge nogle forbindes til bevægelsen De Gule Veste, der for nylig demonstrerede mod høje priser på brændstof – og mod den franske regering i det hele taget Lederen af BNVCA, som er en fransk-jødisk gruppe, sagde at De Gule Veste ”har en antisemitisk base, som promoverer konspirationsteorier mod jøder”. Nogle af demonstranterne er blevet set med skilte med antisemitiske slogans. Og nogle har kaldt landets præsident, Macron, for ”jødernes horeunge” eller ”jødernes marionetdukke”.
Spørger man den bager, hvis butik blev udsat for hærværk, er det dog ikke nødvendigvis De Gule Vestes skyld, at de franske jøder lige nu oplever særlig stor modstand. ”De skrev det med gule bogstaver, men det kunne lige så vel have at gøre med farven på davidsstjernen,” sagde han. Han understregede også, at han har fået mange sympatitilkendegivelser.