Ny sæson af Fauda er et hit – også i arabiske lande

Israel har leveret mange populære serier de seneste år. Og Fauda er uden tvivl en af de mest populære. Det gælder også tredje sæson, som kom på Netflix i midten af april.

Populariteten strækker sig langt ud over Israels grænser – også til de arabiske nabolande. Ifølge israelske Channel 13 er sæson 3 lige nu den mest sete serie i Libanon. I Jordan ligger den nummer seks på listen, og i De Forenede Arabiske Emirater er den nummer tre.

Serien handler om en israelsk undercover-enhed fra efterretningstjenesten Shin Bet. På den måde har den et israelsk udgangspunkt. Samtidig forsøger serien at portrættere konflikten mellem Israel og palæstinenserne fra begge sider.

At sæson 3 også hitter i arabiske lande, skyldes muligvis, at en stor del af dialogen foregår på arabisk. Samtidig gør coronavirussen selvfølgelig, at der måske bliver set flere serier i det hele taget.

 

Spændende og tæt på virkeligheden

Fauda sæson 3 er først og fremmest utroligt spændende. I modsætning til de to første sæsoner foregår meget af den i Gaza, hvor Hamas har kontrollen. De forrige sæsoner foregår på Vestbredden.

Den er instrueret af journalist Avi Issacharoff og Lior Raz, som spiller hovedrollen Doron. De har både stor viden og erfaring fra militæret og efterretningstjenesten og har derfor et godt grundlag for at skrive en serie, der er troværdig over for virkeligheden. Og når man ser sæson 3, er der meget, som minder om den virkelige verden. For eksempel spiller Hamas’ tunneller, som går mellem Gaza og Israel, en stor rolle i sæsonen. Og mange af karaktererne bygger på virkelige personer. Det gælder fx ”Kaptajn Ayoub”, som i serien er efterretningschef. En interessant karakter, der det ene øjeblik har en kammeratlig tone og er gode venner med mange de palæstinensiske roller, og det næste øjeblik er brutal og nådesløs i forhørslokalet.

En af hovedrollerne i sæson 3 er den unge palæstinensiske mand Bashar fra Hebron. Hans liv drejer sig om boksning, og han har et fantastisk forhold til sin træner. Politik går han ikke meget op i. Hans verden forandrer sig, da han finder ud af, at hans boksetræner i virkeligheden er en israelsk agent (Doron), som forsøger at få informationer, der kan hjælpe til bekæmpelsen af terror. Derfra udvikler Bashars liv sig i en retning, han ikke selv havde set komme. Bashar er et eksempel på, at Fauda ikke fremstiller en sort-hvid verden, hvor israelerne er gode, og palæstinenserne er skurke. Selvom der bestemt også er palæstinensiske skurke i serien.

 

Åbner et lille vindue

I et interview på Facebook fortæller Avi Issacharoff, at han kender mange jøder og palæstinensere, som er fans af serien. Han indrømmer, at der også er folk, der ikke kan lide den, og som synes, den er ”for israelsk”. Han er heller ikke så naiv, at han tror, den kommer til at ændre det store billede i konflikten. Men måske kan den rykke en smule. ”Jeg tror, vi åbner et lille vindue til den anden side. For israelere og palæstinensere,” siger han og nævner et sjovt eksempel. Den palæstinensiske skurk i sæson 2 – ”El Makdasi” – spilles af Firas Nassar. Et israelsk sladderblad havde ham i 2018 på sin topti over de mest attraktive mænd i Israel. ”Så pludselig ser israelske kvinder på den her mand, der spillede en ISIS-terrorist, som en attraktiv mand,” siger Issacharoff med et smil.

 

Takker boykotbevægelsen

Blandt dem, som ikke er begejstrede for serien, er boykotbevægelsen BDS. De har faktisk opfordret folk til ikke at se den, ligesom de har forsøgt at få Netflix til ikke at vise serien.

Ifølge Avi Issacharoff har det muligvis haft en positiv effekt på seertallet, at BDS har opfordret til boykot. ”Hvad gør en 16-17-årig palæstinensisk dreng, når han læser på sin facebookside, at han ikke må se serien? Han ser den” lyder det fra instruktøren.