Ny lov skaber debat om Israel som både jødisk og demokratisk stat

Israel er en jødisk stat. Den er hjemsted for det jødiske folk, og alle jøder i verden har ret til at få statsborgerskab i landet. Israel er også en demokratisk stat, hvor de mange etniske mindretal, for eksempel arabere og drusere, nyder de samme rettigheder som jøder.

Men da regeringen 19. juli vedtog den såkaldte »nation-stats-lov«, blev det sidste udeladt. Her stod ikke noget om lige rettigheder for alle statsborgere. Her blev det kun understreget, at Israel er en jødisk stat.

Derfor har mange i Israel kritiseret loven. Ikke fordi man er uenig i, at Israel er en jødisk stat og fortsat skal være det. Men fordi mange mener, at loven på bemærkelsesværdig vis undlader samtidig at nævne, at etniske mindretal har samme rettigheder, og at Israel er et demokrati.

Flere arabere har kaldt loven racistisk og et udtryk for apartheid. Det er der dog slet ikke tale om. For selvom loven ikke nævner hverken »demokrati« eller »lige rettigheder for alle«, så ændrer det naturligvis ikke på det faktum, at begge dele gælder i Israel. Men mange, som er imod zionismen – altså selve tanken om et jødisk hjemland – bruger loven til at kritisere staten Israel og komme med falske beskyldninger om for eksempel apartheid.

Det drusiske samfund, som tæller cirka 130.000 personer, er ikke imod zionismen. De er glade for at bo i landet og er stolte af at kæmpe for Israel i hæren. Men også her er der stor utilfredshed med loven, fordi man oplever, at man bliver degraderet til andenrangsborger. Op til flere drusiske soldater har derfor forladt tjenesten i hæren. De ønsker at føle sig som fuldgyldige israelere, men loven, føler de, sætter dem på andenpladsen i forhold til jødiske israelere.

Oppositionen kunne have stemt for

Den israelske venstrefløj stemte imod loven. Som sagt ikke fordi, de ikke synes, at Israel er en jødisk stat. Selvfølgelig gør de det. De stemte imod på grund af den retorik, som splitter i stedet for at samle. Et af de fremtrædende oppositionsmedlemmer Tzipi Livni har argumenteret for, at loven burde have en formulering, der understregede Israels ønske om at sikre lige rettigheder for alle statsborgere – ligesom det er tydeligt i Uafhængighedserklæringen fra 1948, hvor der tales om »fuldstændig lighed med hensyn til sociale og politiske rettigheder til alle borgere uanset religion, race eller køn«.

Men hvorfor nægtede premierminister Netanyahu at have en sådan formulering med, når den jo er i fuld overensstemmelse med principperne i landets grundlæggende love? I så fald kunne han have fået et langt større flertal, og dermed ville loven stå stærkere. Nu blev det et snævert flertal med 62 for og 55 imod.

Ifølge Yohanan Plesner, som er tidligere Knessetmedlem for Kadima og nuværende leder af Israels Demokratiske Institut, ønskede Netanyahu at skabe et billede af sin egen regering som patrioter, samtidig med at oppositionen blev fremstillet som ikke-patrioter. Der skal nemlig være parlamentsvalg allersenest til november næste år – men det kan meget vel komme inden. »Den aktuelle lov er politisk motiveret som en forberedelse til en valgkampagne, hvor Netanyahu og Likud ønsker et billede af patrioter og ikke-patrioter,« siger Plesner.

Overraskende lille uenighed mellem jøder og arabere

To undersøgelser viser, at cirka 58 procent af de jødiske israelere støtter loven. 34 procent er imod den. På spørgsmålet om, hvorvidt loven skulle have understreget lige rettigheder for alle, svarede cirka 60 procent af jøderne ja, mens det samme gjaldt 72 procent af araberne. 29 procent af jøderne mente ikke, at denne tilføjelse var vigtig, og det gjorde 20 procent af araberne heller ikke. Det er bemærkelsesværdigt, at forskellen mellem jøder og arabere trods alt ikke er større.

Loven, som ikke fylder alverden, kan læses på dansk her.