Nu kender Israel hemmelig agents identitet

En meget farlig undercovermission i Gaza i 2018 gik ikke som planlagt. En bil med israelske agenter blev standset af Hamas, som udspurgte dem. Mistanken voksede, efterhånden som forhøret skred frem, og til sidst så agenterne ikke anden udvej end at åbne ild.

Kampen mellem de israelske agenter og Hamas-folkene resulterede i, at en israelsk officer mistede livet. Resten formåede at komme ud af Gaza med livet i behold.

Indtil nu har Israel kun kendt den dræbte agent under navnet »Mem«. Men nu er hans sande identitet og billeder af ham blevet offentliggjort.

Der er tale om druseren Mahmoud Kheir el-Din. Han havde været i den israelske hær siden sin værnepligt, som begyndte i 2019.

»Nu har nationen den glæde at kende ham ved navn og se ansigtet på en israelsk helt,« sagde premierminister Bennett i forbindelse med offentliggørelsen.

 

Vil ændre omdiskuteret lov

Efter at alle i Israel nu har lært Kheir el-Din at kende er debatten om nationalstatsloven blusset op igen. Loven blev vedtaget kort før den skæbnesvangre operation i Gaza. Den fremhæver Israel som et land for det jødiske folk. Og nogle mener, at den ligefrem diskriminerer Israels ikke-jødiske borgere – for eksempel druserne.

Det er også kommet frem, at Kheir el-Din var en stor kritiker af loven. Og derfor mener nogle – blandt andet flere ministre – at loven bør ændres. Avigdor Lieberman fra partiet Yisrael Beiteinu har sagt, at det er hyklerisk, når man på den ene side hylder el-Din som en stor helt og samtidig ikke vil ændre loven.

Men indenrigsminister Ayelet Shaked har sagt, at loven ikke vil blive ændret. Man vil i stedet holde sig til det, regeringspartierne blev enige om, da man vedtog regeringsgrundlaget.