Nordisrael står i brand: Er Israel klar til endnu en krig?

Mens det stadig er Gaza, der fylder mest i de internationale medier, så er der bogstaveligt talt gået ild i det nordlige Israel.

På grund af det tørre vejr i Israel har mange af drone- og raketangrebene fra Hizbollah forårsaget store ildebrande. Mere end 30 brandslukningshold har de seneste dage været i gang med at slukke de store brande, som har ødelagt naturområder tæt på byen Kiryat Shmona.

Flere hovedveje i området har været lukket, men nu forlyder det, at brandene er under kontrol, og at de ikke udgør en fare for hverken mennesker eller infrastruktur. En håndfuld personer er blevet behandlet efter at have indåndet røg.

I løbet af weekenden affyrede Hizbollah mange raketter og eksplosive droner mod Israel. Søndag blev der affyret mere end 40 raketter.

I løbet af krigen er 10 civile israelere og 14 soldater blevet dræbt af Hizbollahs angreb. På den anden side er 326 medlemmer af den libanesiske terrorgruppe dræbt af Israel. Det samme er ukendt antal civile – det tal omtales som ”dusinvis”.

 

Messiansk menighed ramt

For nylig ramte en raket meget tæt på den bygning i Kiryat Shmona, hvor byens messianske menighed holder til. Under krigen har de brugt lokalerne til at lave mad til soldater. Men det arbejde er nu sat på pause. Og de volontører, som eller dagligt har taget turen fra Det Danske Hus (som tilhører Ordet og Israel) i Poriya til Kiryat Shmona, kan lige nu ikke tage op og hjælpe, fordi det er for farligt at være i Kiryat Shmona.

Raketten ramte meget tæt på bygningen og forårsagede blandt andet, at flere vinduer og store dele af loftet blev smadret.

 

Advarsel om israelsk eskalering i juni

De mange israelere, som bor tæt på grænsen, føler sig i høj grad svigtet af regeringen, som har tilladt denne uholdbare situation i nu snart 8 måneder. Israel har svaret igen på Hizbollahs angreb, men har ellers foreløbig accepteret de daglige angreb frem og tilbage over grænsen.

»Politikerne taler så meget, at de slet ikke får gjort noget,« lyder det fra en talsmand for de lokale myndigheder i Kiryat Shmona. »Det er trist, at Israel ikke kan give os det mest basale, nemlig sikkerhed,« sagde han.

Men ifølge det libanesiske medie Al-Akhbar har Israel tænkt sig snart at gøre noget ved sagen. Mediet, som har forbindelse til Hizbollah, skriver nemlig, at Storbritannien skulle have advaret Libanon om, at Israel har planer om at optrappe krigen i midten af juni. De skriver også, at diplomater fra flere andre lande er kommet med lignende advarsler.

Bidens regering har angiveligt fortalt formanden for det libanesiske parlament, at USA arbejder på en løsning, der skal forhindre en større krig. Denne løsning er sandsynligvis en del af den aftale, Biden holdt en tale om fredag den 31. maj.

 

Vil ikke tillade Hizbollah at gentage 7. oktober

Men det er ikke sikkert, at Israel er specielt interesseret i en våbenhvile med Hizbollah, som begyndte deres angreb på Israel efter Hamas’ terrorangreb 7. oktober. Det kan nemlig meget vel tænkes, at Israel – når de synes, at timingen er den rette – ønsker at påføre Hizbollah et større nederlag og svække terrorgruppen så meget, at de ikke i fremtiden vil være en trussel mod det nordlige Israel. En af de alvorlige lektier fra 7. oktober er netop, at man ikke kan acceptere at have en tungt bevæbnet nabo, der ønsker Israels udslettelse. Og det har man lige nu i Hizbollah.

Hvis USA derfor skal overbevise Israel om at indgå våbenhvile med Hizbollah, vil det nok kræve, at amerikanerne sikrer, at Hizbollah trækker sig tilbage fra grænsen til Israel.

Efter krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006 vedtog FN Resolution 1701. Den siger, at Hizbollah skal afvæbnes og fjernes fra det sydlige Libanon for at skabe en sikkerhedszone. Ingen af delene er sket. Og derfor vil Israel have svært ved at have tillid til løfter fra USA om, at de vil holde Hizbollah væk fra grænsen til Israel.

Derfor er det bestemt troværdigt, at Israel rent faktisk har planer om en større krig mod Hizbollah. Om den kommer allerede i juni, må tiden vise. Det er sandsynligt, at Israel gerne vil nå til et punkt i krigen mod Hamas, hvor hæren ikke er nødt til at have mange soldater udstationeret i Gaza, men i stedet kan fokusere størstedelen af ressourcerne på Hizbollah.

Israel har tidligere vurderet, at en fuldskala-krig mod den libanesiske terrorgruppe kan koste op mod 10.000 israelere livet. Hizbollah besidder er meget stort arsenal af avancerede missiler, som kan ramme præcise mål dybt inde i Israel.